Skuffelser er en del af livet. Forventninger bliver ikke opfyldt, du får ikke jobbet, parforholdet går i stykker eller noget helt fjerde. Skuffelse er en risiko, hver gang du gør noget. Men der er stor forskel på, hvordan vi håndterer livets uundgåelige udfordringer og skuffelser. Nogle mennesker lader sig helt slå ud, mens andre finder lærdom i skuffelse og udvikler sig som mennesker. Lad ikke skuffelser ødelægge din lykke og få tips til, hvordan du selv kan blive bedre til at tackle de skuffelser, du møder.
Når der sker dårlige ting i dit liv, vil din umiddelbare reaktion blive dikteret af de spørgsmål, du stiller, og som igen bliver formet af din tankegang. Det er ikke et spørgsmål om at tænke på en rigtig eller forkert måde, det handler om at tænke på en måde, der virker.
Den måske mest produktive tilgang, når tingene går dårligt, er at se din skuffelse som en gave. Det er en mulighed for mange ting. Det er en mulighed for at opleve ydmyghed og en mulighed for læring. Mind dig selv om, at skuffelse er feedback og vær parat til at justere dine handlinger i forhold til denne feedback. Det bedste, du kan gøre, er at stille dig selv nogle generelle spørgsmål. Så spørg dig selv:
- Hvad hjælper det dig eller andre at løbe fra problemet?
- Hvilke andre muligheder har jeg?
- Hvem kan hjælpe mig?
- Hvad er der af muligheder i denne situation?
- Hvad kan jeg lære af denne situation?
- Hvilke muligheder giver det mig?
Start med at fokusere på, hvilke muligheder der er, og mulighederne vil opstå. Skuffelser indeholder frø til succes, hvis du er villig til at se, at du skaber din egen virkelighed. Ordene, der dukker op her, er ”muligheder” og ”valg”. Det indebærer alt sammen et krav om at være fleksibel i din tankegang.
Det vigtigste er at have et fleksibelt sind, så du kan se tingene fra et nyt perspektiv. Det er her, meditation og vejrtrækning kommer ind. Når dit sind konstant bombarderes med tanker, slider det på dig og dræner dig for energi, din prana (livskraft). Når din prana er lav, klamrer sindet sig automatisk til det negative, ude af stand til at se det positive.
Meditation giver dig den indre styrke til at klare disse situationer, uanset hvor uudholdelige de synes at være på det pågældende tidspunkt. Det får kvaliteterne indeni dig frem i form af fokusering, standhaftighed og sindsro.
Når alt går godt, er det normalt at føle sig glad, og når skuffelser opstår, er det nemt at føle tristhed, vrede eller ophidselse. Leder du efter gaverne i det, der er sket, sættes det i et andet lys, og bruger du teknikker som meditation til at fokusere dit sind og overvinde dine følelser, er det muligt at undgå de ødelæggelser, som skuffelser kan medføre, og du bevarer din lykkefølelse.
Følelsesmæssig redning
Men det kan alligevel være svært at overveje dine muligheder og træffe gode valg, hvis din skuffelse har efterladt dig fuldstændig slået ud. Så du er nødt til i forvejen at tænke over de følelser, som skuffelser uundgåeligt vil medføre, og hvordan du kan håndtere dem. Du har brug for en handlingsplan.
Den første ting, du skal være opmærksom på, er, at følelser kan være signaler om, hvad der foregår indeni dig. Hver følelse er fyldt med information. Det er et budskab eller et signal, der skal advare dig. Det beder dig om at tage vare, observere og være klar. Alle beskæftiger sig forskelligt med følelser, og hvordan du håndterer dine følelser, er dit individuelle valg.
Din handlingsplan:
Når skuffelser opstår:
- Vær opmærksom på dine følelser. Spørg dig selv, hvad de afslører for dig
- Kast dig ud i fysisk aktivitet
- Brug åndedrættet til at styre dine følelser
- Mediter og bliv bevidst om dine følelser – denne bevidsthed i sig selv kan ændre følelser
Se dig ikke tilbage
Når man skal komme videre over sin skuffelse, er det fint og sommetider nødvendigt at se tilbage på begivenheden og analysere den. Men hvad der ikke er hensigtsmæssigt, er at blive ved med at se tilbage, når du har foretaget en bearbejdning af, hvad der skete, og du er kommet videre. Det er dumt at se tilbage, når du har besluttet dig for at komme videre.
Hvordan håndterer man skuffelse:
Hvordan kommer man ud over følelserne og skaber en ærlig bevidsthed om, hvad der skete:
- Lav en liste over de ting, du gjorde for at bidrage til situationen. Du må ikke skrive om andre eller endda overveje dem, det handlerom dig. Skriv mindst seks ting, du har gjort for at bidrage til situationen.
- Kig på disse punkter, omfavn dem, elsk dem, accepter dem. Lad være med at analysere, stille spørgsmål til dem eller retfærdiggøre dine handlinger. Slip det.
- Brug lidt stille tid, hvor du siger tak for de gaver, skuffelser har bragt eller vil bringe dig.
I den stille tid kan du overveje, hvordan du ønsker at komme videre fra dette punkt.
Meditation som en hjælpende faktor
At bringe sig i en meditativ tilstand gennem meditation kan hjælpe dig med at håndtere skuffelse. Har du ikke prøvet at meditere tidligere, eller har du ikke så stor indsigt i dit eget sind, kan du naturligvis ikke med ét bringe dig selv i en meditativ tilstand, når skuffelser dukker op.
Tænk på det, som hvis du sejlede en sejlbåd. Du behøver ikke vente med at lære at sejle, indtil en storm rammer dig ude på det åbne hav. Dit sind er din båd, og du har brug for at vide alt om den, fra dens rigning, sejlene, dens skrog og kølen, til den måde den fungerer på under forskellige vindforhold. I hvor høj grad du er forberedt og har trænet dig selv til at håndtere din båd, vil bestemme, hvordan du håndterer de forskellige situationer, især når de kolde vinde af skuffelse rammer dig.
Et godt råd er derfor at lære at meditere, enten ved at kontakte en meditationslærer, kurser eller læse bøger om emnet.
Læs også vores artikel 5 ting du kan tænke på, mens du mediterer.
Søger du en alternativ behandler, så besøg vores site Behandlerguiden.dk