Gnoti seuton – kend dig selv, sagde de gamle grækere. Og de havde ret. Det er godt at vide, hvem man er – og hvad man står for. Og har man derudover en fast forankret jeg-følelse og et stærkt selvværd, så bliver livet bare endnu bedre. Så hvordan styrker man sit jeg og sit selvværd? Det handler dette tema om.
Af Dorte J. Thorsen
Står du nogensinde foran spejlet og siger ting som hvor er jeg sød, hvor er jeg klog, hvor er jeg stærk eller andre roser om dig selv til dig selv? Hvis ikke så er det værd at prøve. For det virker faktisk at gøre tale-til-spejlet eller andre peppe-sig-selv-op-metoder til en daglig vane. Vi bliver som bekendt det, vi tænker og visualiserer. Men at tale til sig selv om sig selv kan for nogle også føles så fjollet og akavet, at man ikke rigtig kommer i gang. Men så findes der heldigvis andre metoder til at styrke den jeg-følelse, som er så vigtig her i livet.
NARM-terapi
En af dem er NARM-terapien. Når vi skal have styrket vores jeg-følelse og finde frem til vores ”sande selv”, kan vi med fordel bruge NARM-terapi, som er en nyudviklet terapeutisk metode, som på rekordtid siden starten i 2012 er blevet udbredt til store dele af verden. I Danmark er det Tove Mejdahl, som var den første, der begyndte at anvende NARM, som hun stadig praktiserer og også uddanner nye terapeuter i.
Hun siger: ”Med NARM ramte vi noget i tiden, hvor mennesker føler sig mødt. Jeg tror, at det hænger sammen med, at krop, følelser og psyke ses som ét samlet
system i NARM sådan at forstå, at hvad der sker det ene sted, påvirker også de andre dele. Ja, at krop, følelser og psyke i virkeligheden er en helhed, som vi kun
opdeler for forståelighedens skyld.”
NARM skal nemlig ses som en proces, hvor kommunikation går fra hjerne til følelse og krop, men også den anden vej fra krop til følelse og hjerne. Det er altså både en top-down- og en bottomup-metode.
Ifølge Tove Mejdahl er NARM en terapiform, hvor man ikke fejlfinder eller prøver at hæfte en diagnose på den enkelte. Udgangspunktet er, at vi alle har ressourcer, og at vi alle indeholder universelle kerne-evner. Man kunne kalde dem universelle eller arketypiske temaer, som alle mennesker har – og bliver præget og udfordret af gennem deres udvikling. Til hvert af udviklingstemaerne hører centrale ressourcer, der er afgørende for evnen til selvregulering og for vores evne til at være autentisk til stede i nuet.
Læs her hele temaet her: