Har du svært ved at falde i søvn? Er du træt i løbet af dagen? Så er du langtfra alene. Mange danskere lider af søvnløshed i større eller mindre grad, men heldigvis kan der gøres noget ved det. Bliv klogere på emnet i dette tema.
Vi ved godt, at nattesøvnen er vigtig for vores helbred, både det fysiske og det psykiske helbred. Det er så samtidig en viden, som kan gøre det sværere for os at komme ind i drømmeland.
Danskerne og søvnløshed
Allerførst skal man gøre sig klart, at søvnproblemer ikke kun handler om besvær med at falde i søvn, men at det også drejer sig om at vågne for tidligt, eller/og at man ikke kan sove igennem. Fælles for søvnproblemerne er, at man ikke vågner frisk og veludhvilet, og at man er træt i løbet af dagen. Andre symptomer på manglende (god) søvn er koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær, tristhed, depression og muskelsmerter.
Man inddeler typisk søvnløshed i forbigående søvnløshed, når det drejer sig om få dage, korterevarende søvnløshed, når der er tale om få ugers varighed – og så er der den kroniske søvnløshed, som varer fra måneder til år. De to første kategorier skyldes ofte et fremmed sengemiljø (ferie eller besøg hos familie for eksempel), akutte problemer på arbejdet eller privat, indlæggelse på hospital, akut sygdom og andet, som ikke er rart, men som ikke varer ved, og som kun sjældent gør permanent skade.
En enkelt vågenat eller to ødelægger altså ikke noget for vores helbred. Kronisk søvnløshed er derimod skidt. Det hænger ofte sammen med stress, med mere grundlæggende problemer i privaten eller på arbejdet, men også med en fejlvurdering af ens søvnbehov og et dårligt søvnmønster. Andre ting, som kan give kronisk søvnløshed, er psykiske lidelser og fysiske sygdomme, som man har i en længere periode – eller altid. Søvnapnø og urolige ben giver ofte også en kronisk dårlig søvn.
Søvnløshed er derudover et problem, som stiger med alderen – og det vurderes, at halvdelen af alle danskere på et tidspunkt i deres voksne liv har et alvorligt problem med søvnløshed, samt at 10-20 procent permanent lider af kronisk søvnløshed.
Flere kvinder end mænd.
Mange anvender derfor også sovemedicin. Tal viser helt op mod hver tiende dansker, men der er også andre metoder at ty til end de sovepiller, som man kun skal tage i samråd med ens læge og helst i så kort tid som overhovedet muligt.
Det kan du selv gøre
Søvnløshed er så langtfra altid et problem, som man kan løse selv. Og især hvis det drejer sig om den kroniske søvnløshed, skal der ofte hjælp til udefra. Men den forbigående og den korterevarende søvnløshed kan man selv gøre noget ved. Man kan prøve med at indrette sit soverum, så det bliver mørkt, stille og køligt – hvis det er muligt. Især for byboere kan det med mørket nemlig være svært, men så kan sorte rullegardiner være en løsning. Stilheden er også tit et stort problem i byen, men måske kan ørepropper hjælpe.
Læs hele artiklen her: Tema – sådan bliver du gode venner med din nattesøvn