Hvad forskningen ved, hvad den ikke ved – og hvad de berørte selv fortæller
Et hjerte, der holder op med at slå. En fornemmelse af at forlade kroppen. Et stærkt lys, en dyb fred – og så tilbage igen. Nærdødsoplevelser har fulgt menneskeheden i århundreder. I dag bliver de også undersøgt af læger og forskere.
Det er et emne, hvor begejstring og skepsis ofte støder sammen. Nogle ser nærdødsoplevelser som et glimt af noget hinsides. Andre som hjernens sidste, dramatiske reaktion på ekstrem belastning. Begge synspunkter har seriøse fortalere.
I denne artikel ser vi på, hvad en nærdødsoplevelse er, hvad forskningen faktisk har fundet – og hvad oplevelsen ser ud til at gøre ved de mennesker, der har haft den.
Hvad er en nærdødsoplevelse?
En nærdødsoplevelse (på engelsk near-death experience, forkortet NDE) er en intens, subjektiv oplevelse, som nogle mennesker beskriver efter at have været tæt på døden, for eksempel under hjertestop, alvorlig blødning, ulykker eller komplikationer under operation.
Begrebet blev gjort kendt i 1975 af den amerikanske læge Raymond Moody, der samlede beretninger fra mennesker, som var blevet genoplivet. Siden er mange studier fulgt efter. Beretningerne er forskellige, men går ofte igen i bestemte træk:
- Dyb ro og fred – smerte og frygt forsvinder, ofte midt i en dramatisk situation
- Fornemmelsen af at forlade kroppen – at se sig selv og omgivelserne udefra
- En tunnel eller et skift i bevidsthed – oplevelsen af at bevæge sig mod noget
- Et klart, varmt lys – ofte beskrevet som kærligt og accepterende
- Møde med afdøde eller en tilstedeværelse – nogle oplever kontakt med nærtstående, der er gået bort
- Tilbageblik på livet – hurtige billeder eller en fornemmelse af at mærke konsekvenserne af egne handlinger
- En grænse – en fornemmelse af, at man kan gå videre, men at det ikke er tid endnu
Ikke alle oplever alle elementer, og oplevelserne varierer i dybde. Enkelte beretter også om ubehagelige eller skræmmende oplevelser, selvom de er mindre dokumenterede.
“Mange beskriver, at oplevelsen føles mere virkelig end hverdagen, ikke mindre.”
Hvor almindeligt er det?
Det mest kendte studie kommer fra Holland. Kardiologen Pim van Lommel og hans kolleger fulgte hjertepatienter, der var blevet genoplivet på ti hollandske hospitaler, og spurgte dem kort efter, hvad de huskede. Resultatet blev offentliggjort i det medicinske tidsskrift The Lancet i 2001.
Fakta fra studiet
344 genoplivede hjertepatienter deltog
18 % rapporterede en nærdødsoplevelse
12 % beskrev en dyb, “klassisk” oplevelseKilde: van Lommel m.fl., The Lancet, 2001
Andre studier har fundet lavere tal, og procenterne afhænger af, hvordan man definerer og måler en nærdødsoplevelse. Det interessante i det hollandske studie var, at forskerne ikke kunne forklare, hvem der fik oplevelsen, og hvem der ikke gjorde. Den hang ikke sammen med, hvor længe hjertestoppet varede, hvilken medicin patienterne fik, eller hvor bange de var for at dø.
Hvordan forklarer man det?
Her skilles vandene. Der er to hovedsynspunkter, og det er vigtigt at kende begge.
Den neurologiske forklaring
Oplevelsen skabes af hjernen selv under ekstrem belastning: iltmangel, stresshormoner, ændret aktivitet i bestemte hjerneområder og hjernens forsøg på at skabe mening i kaos. Nogle elementer kan fremkaldes kunstigt, for eksempel ved iltmangel.
Det åbne synspunkt
Nogle forskere, blandt andre van Lommel, mener, at oplevelserne er svære at forklare alene med en hjerne i krise, fordi klare, sammenhængende oplevelser opstår, mens hjernen ser ud til at fungere dårligt. De peger på, at bevidstheden måske ikke er begrænset til hjernen.
Kritikere påpeger, at vi ikke ved præcis, hvornår under hjertestoppet oplevelsen opstår. Det kan være under indtræden eller opvågning, hvor hjernen er mere aktiv. Forsøg på at teste, om patienter kan opfatte skjulte billeder under hjertestop, har heller ikke givet entydige beviser.
Ærligt sagt har videnskaben ikke et endeligt svar. Det, vi med sikkerhed ved, er, at oplevelserne er reelle for dem, der har dem, og at de ofte har varige konsekvenser.
Hvad gør oplevelsen ved mennesker?
Det er måske her, nærdødsoplevelser siger mest om livet. I det hollandske studie blev patienterne fulgt op efter to og otte år. Forskerne fandt, at de, der havde haft en nærdødsoplevelse, gennemgik en forandringsproces, som tog flere år og adskilte sig fra forløbet hos de patienter, der ikke havde oplevet noget.
Mange, der har haft en nærdødsoplevelse, beskriver efterfølgende:
- Mindre frygt for døden – ikke som et ønske om at dø, men som en ro omkring, at livet har en grænse
- Større værdsættelse af små ting: naturen, nære relationer, et almindeligt øjeblik
- Mere empati og et ønske om at hjælpe andre
- Mindre fokus på status, ejendele og andres anerkendelse
- En oplevelse af, at kærlighed og relationer er det, der tæller til sidst
Men forandringen er ikke altid let. Mange fortæller, at de har svært ved at sætte ord på oplevelsen, og at omgivelserne ikke forstår dem. Nogle oplever, at parforhold og arbejdsliv ændrer sig, fordi de ikke længere kan eller vil leve som før. At vende tilbage til hverdagen kan være en stor omstilling.
“Det er ikke selve oplevelsen, der forandrer livet. Det er, hvad man vælger at gøre med den bagefter.”
Hvad kan vi lære – uden at være tæt på døden?
Uanset hvordan man forklarer nærdødsoplevelser, rummer beretningerne en pointe, som ikke kræver, at vi selv har været tæt på døden: Mennesker, der har stået ved grænsen, taler sjældent om karriere eller ejendele. De taler om nærvær, kærlighed og om at have levet ægte.
Det er en gammel indsigt, som mange tænkere, fra stoikere til moderne eksistenspsykologer, har peget på: At tænke over livets endelighed kan skærpe fornemmelsen af, hvad der er vigtigt. Du behøver ikke et hjertestop for at stille spørgsmålet.
Spørgsmål til eftertanke
Sæt 10 minutter af og skriv frit på ét eller flere af disse spørgsmål:
→ Hvis jeg vidste, at jeg havde et år tilbage, hvad ville jeg gøre anderledes – og hvad ville jeg holde op med?
→ Hvem skylder jeg et “tak”, en undskyldning eller et “jeg holder af dig”?
→ Hvad bruger jeg meget energi på, som sandsynligvis ikke vil betyde noget om fem år?
→ Hvornår følte jeg mig sidst helt til stede i mit eget liv?
Hvis du selv har haft en nærdødsoplevelse
Du er ikke alene, og der er ikke noget galt med dig. Mange oplever, at det hjælper at tale med nogen, der lytter uden at dømme eller forklare det væk. Det kan være en nær ven, en støttegruppe, en præst, en terapeut eller en behandler, der har erfaring med eksistentielle og spirituelle temaer.
Hvis oplevelsen har efterladt dig med angst, uro, søvnproblemer eller følelsen af at være fremmed i dit eget liv, så tal med din læge. Alternative tilgange kan være en støtte, men de erstatter ikke medicinsk hjælp, når der er brug for den.
Et spørgsmål, der bliver ved med at være åbent
Nærdødsoplevelser minder os om, hvor lidt vi egentlig ved om bevidsthed – hvad den er, og hvordan den hænger sammen med kroppen. Måske får vi engang et videnskabeligt svar. Måske forbliver det et mysterium.
Men uanset hvad, rummer disse beretninger noget, der kan tale til os alle: Livet er skrøbeligt, kærlighed er det, der bliver tilbage, og vi har lov til at leve, som om det betyder noget.
Har du brug for at tale med en terapeut eller coach om eksistentielle temaer, sorg eller store oplevelser? Find en behandler, der passer til dig på Behandlerguiden.dk.
