Jeg kan være meget stille
Paprika Steen er kendt for at være både skrap og kompromisløs. Et ”diva/primadonna/bitch/furie-image”, hun gerne vil gøre op med. For i virkeligheden er hun lige så ofte stille. Hun har arvet noget af sin mors depressivitet, men finder ro i hård fysisk træning – og gør her nye erkendelser i spirituelle ’møder med sig selv’. Inden længe kan man opleve hende i Bille Augusts film Stille hjerte.
Af: Lisbeth Rindholt, Foto Lisbeth Holten
Der er en rift på Paprika Steens overarm. En ”paillet-skade”, kalder hun det. Hun skal medvirke i den kommende sæson af Vild med dans. Holdet har lige mødt hinanden, og der er blevet prøvet kjoler. Pailletkjoler, blandt andet. I en halv snes år har folkene bag Vild med dans ringet og spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at medvirke i programmet. Nu har hun sagt ja – og ser frem til en tid med dansesportstræning. Det er ”en del af at lære min krop at kende”, som hun siger.
De fleste kender Paprika Steen som skuespiller og instruktør. Senest har hun haft en større rolle i Bille Augusts aktuelle film, Stille hjerte, der handler om en familie, hvor moderen har sklerose og ønsker at dø, før sygdommen gør hende lam og til sidst slår hende ihjel. Filmen begynder der, hvor familien har accepteret moderens ønske og vil hjælpe hende til at begå selvmord. Paprika spiller den ældste datter, Heidi.
Længslen efter en mor
Det overordnede tema er aktiv dødshjælp, og Paprika er ikke i tvivl om, at filmen vil skabe debat. Men for hende er det interessante i filmen forholdet mellem Heidi og hendes mor, Esther (Ghita Nørby).
”Moderen er kold og afvisende over for Heidi. Hun favoriserer den anden (lillesøsteren Sanne, red.), og Heidi bliver ved med at hige efter moderens kærlighed,” siger Paprika. Hun bliver selv altid meget berørt, når mor/datter-forholdet kommer op. Hendes egen mor, skuespilleren Avi Sagild, døde i 1995 og var syg i adskillige år forinden.
”De eneste gange, jeg græder, er, når jeg ser en film eller læser noget, der handler om kontakten mellem mor og datter. Det finder jeg enormt gribende, fordi jeg ville ønske, at jeg selv havde en eller anden kontakt. Alle brokker sig over deres mødre. Jeg har altid haft det sådan: Jamen, du har jo en, du kan tale med, som har kendt dig altid, som har skiftet ble på dig – og som har det samme køn som dig. Jeg har altid længtes efter at have en mor. Den ømhed, min mor gav mig, da hun var rask, er der ingen andre, der har kunnet give mig,” siger Paprika og sætter sig op i vindueskarmen og tænder en cigaret. Røgen bølger ud ad vinduet.
Hun har gået i terapi, siden hun var i begyndelsen af trediverne, og selvom hun kommer der sjældnere og sjældnere nu, holder hun fast i sin terapeut.
”Fordi jeg ikke har en mor og kun har haft én i kort tid, har jeg brug for, at der er en kvinde i mit liv, som er lidt ældre end jeg, og som jeg kan tale med en gang imellem,” siger hun.
Touched by God
Moderen var amerikaner og født og opvokset i et kristent miljø.
”Det var kristendom af værste skuffe,” fortæller Paprika. ”Der var meget racisme, og min mor fik som barn at vide: Don’t talk to black people, don’t talk to mexicans. Men hun var selv født helt modsat. Hun var humanist og havde et meget stort hjerte, der favnede de svageste. Hun syntes, det var synd for menneskene. Men min mor var også depressiv og kunne ligge på sofaen og græde over børn i Afrika. Selvfølgelig var det noget andet, hun græd over. Men det var det, hun kaldte det.”
Paprika er også humanist, hun har arvet ”tredive procent” af moderens depressivitet, og hun har sin helt egen ’tro’.
”Min tro består i, at hvis du siger til mig, at noget er på en bestemt måde, er jeg sikker på, at det er på en anden måde. Jeg kan ikke lide absolutter,” konstaterer hun. Den vilje og stædighed har hun haft siden barnsben, og allerede som ni-ti-årig vidste hun, at hun gerne ville være skuespiller – som sin mor.
Paprika har en lille hagekløft, som hun selv forklarede med, at det var Gud, der havde sat sin finger på hendes hage og sagt: ”Du skal nok blive til noget!” Hun fik fortalt, at det betød, at hun var blevet touched by God. Noget guddommeligt var der dog ikke ved moderens arbejde som skuespiller.
”Min mor var leder af et gruppeteater. Det var ikke særlig glamourøst, og det skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg skulle bare spille med i film. Gode film. Det var alt det, der lå bagved, jeg syntes var spændende. For eksempel at min mor fik fagbladet hver måned, og der bagpå bladet stod, at hun var skuespiller, ” siger Paprika. ”Jeg er sådan set bare landmandssønnen, der overtager landmandsgården. Og jeg har udlevet alle de drømme, som min mor ikke fik udlevet i sit liv. Blevet berømt og feteret … og berygtet.”
Hende, man er bange for
Siden Paprika Steen debuterede på Mungo Park i 1992 i forestillingen Manden udenfor, har hun medvirket i et hav af danske film, teaterstykker og tv-serier, instrueret to film og modtaget flere priser. Nogle husker hende i rollen som Stella i Den eneste ene eller monsterlærerinden i Vikaren, andre som Nete i Okay, Thea i Applaus eller Siri von Essen i Tribadernes nat. Komedie eller drama? Hun mestrer begge genrer.
Berygtet er hun ganske rigtigt også. For sin ligefremhed og ”primadonnanykker” blandt andet. ”Man skal høre sandheden fra børn, fulde folk og Paprika Steen,” har en af hendes kolleger engang sagt. Det udsagn er hun helt enig i. Hun siger tingene ligeud og er ikke i stand til at lyve og forstille sig. Det har betydet, at hun indimellem kommer op at toppes med blandt andre instruktører og skuespillere.
”I Vild med dans er folk blevet spurgt, hvordan det er at arbejde med Paprika Steen? Om de ikke er bange for hende? Skal jeg nu være ’hende, man er bange for’ igen? Det er så nemt, for det er hende, alle folk tror, jeg er,” siger Paprika og udtrykker en ærgrelse over sit ry, samtidig med at hun også erkender selv at have en andel i det.
”Jeg synes selv, at jeg har begået en fejl ved at leve op til det der diva/primadonna/bitch/furie-image, fordi det var det, folk gerne ville have. Jeg spillede med på det, som om jeg var rockstjerne … Men jeg kan også være den meget stille. Og koncentrerede.”
Stærk intuition
I sit arbejde foretrækker hun faktisk ofte tavse roller.
”Jeg har det godt med scener, hvor jeg ikke skal sige så meget. Hvor jeg bare skal kigge. Jeg kan få et blik til virkelig at fortælle noget. Men uheldigvis er det næsten altid sådan, at jeg skal sige rigtig meget. Jeg er helst fri for at sige mine replikker. Det kan du spørge alle manuskriptforfattere om. Jeg spørger altid: ’Kan vi ikke tage det her ud? Jeg behøver ikke at sige det, jeg kan bare spille det’,” fortæller Paprika, der til gengæld var ”hysterisk glad” for at arbejde sammen med instruktør Martin Zandvliet i Applaus i 2009.
”Der er mange stille scener i Applaus. Og han så, at jeg faktisk er stille. Det er ikke noget, jeg spiller. Få andre instruktører har set det i mig før.”
Det stille og ordløse rum matcher fint Paprikas intuitive måde at være og at arbejde på.
”Jeg gider ikke ord. Jeg vil se handling,” siger hun. ”Når vi for eksempel har læseprøver på teatret, og instruktøren skal fortælle, hvad stykker handler om, keder jeg mig forfærdeligt. Alt det analysehalløj kan vi tage hen ad vejen. Jeg tager det alligevel ikke ind, før jeg står i det. Lad os bare komme i gang med det samme! Sådan har jeg altid haft det. Men jeg har hørt noget interessant: Firkantet sagt findes der to slags mennesker – den intuitive og den sanselige. Den sanselige går hen og mærker på rosen og dufter til den og tager om den. Den intuitive konstaterer, at der er en rose, og så har man hele oplevelsen med det samme, fordi rosen siger én så meget i forvejen. Jeg er rent intuitiv. Jeg tror simpelthen ikke, at jeg er sanselig. Jeg ser tingene for mig.”
Denne stærke intuition betragter hun som sit sjælerum:
”Intuitionen føles som en indre styring i mig. Det er ikke noget, jeg ved, jeg gør. Det sker bare. Når andre taler om ’at være ført af guds hånd’, så er det hos mig min intuition. Hvis jeg bruger den i mit privatliv, kommer jeg let til at overfortolke ting. Men i mit skuespil formår jeg at udnytte den optimalt,” fortæller hun. Det var netop intuitionen, der i blandt andet Stille hjerte fik hende til at mærke, hvordan relationen mellem Heidi og Esther er.
Møder en ’anden Paprika’
På Teaterskolen havde Paprika en talelærer, Henning Silberg, der var buddhist – og som er den lærer, hun fik allermest ud af i teaterskoleårene.
”Han lærte mig meget om mig selv gennem brug af stemmen. At jeg bare skulle lade stemmen komme, prøve at være inaktiv og simpelthen lade verden komme til mig. Han fortalte mig også, at jeg havde mange fordomme om mig selv, og at jeg havde svært ved at slippe dem,” fortæller hun. Det var sandt.
”Jeg så mig selv som Elefantmanden. Mit eget selvbillede var, at jeg kropsligt var more or less handicappet. Jeg har virkelig haft mange komplekser og været meget, meget usikker. Min krop. Mit udseende. Mit talent. Min måde. Min personlighed. Min hud. Min mave,” siger Paprika og tager fat om noget maveskind over jeansene – med et glimt i øjet.
Men for seks måneder siden begyndte hun at træne. Styrke- og konditionstræning hos en ven, bokseren Mikkel Kessler og hans team. Billedet af kroppen er begyndt at vende, og den depressivitet, hun har arvet fra sin mor, er blevet mere balanceret.
”Jeg kan være meget mørk i perioder og højenergiintens i andre perioder. Når jeg har energi, er jeg aktiv og handlekraftig og social, og når jeg er mørk, ’forsvinder’ jeg. Tidligere kunne jeg lukke døren, være helt alene og leve af knækbrød i fjorten dage-tre uger,” fortæller Paprika. Men i dag hjælper hendes manager fra teamet med, at hun ikke ’forsvinder’ så længe ad gangen.
For nylig har hun tilføjet et nyt punkt i sit træningsprogram: Hun vil have klarlagt sin fysiske tilstand i forhold til kondition, iltoptagelse i blodet mv.
”Det er ligesom at gå i terapi eller få massage og komme helt til bunds. Jeg skal dybt ned og finde ud af, hvad min dna består i. Hvorfor har jeg for eksempel svært ved at trække vejret? Når min puls går op, får jeg det decideret dårligt, ” siger hun. Med ”dna” mener hun at ”gå på opdagelse i sig selv” og ”lære sin krop at kende”. Det er en igangværende proces, som også netop dansesportsudfordringen i Vild med dans er en del af, og som løbende giver nye erkendelser. Især under løbeintervaltræningen sker der noget i hende.
”Jeg kommer i kontakt med noget mystisk i mig selv. Den Paprika, jeg møder under løb, kender jeg ikke. Hun er edderbankeme en hidsigprop. Og hun er lille. Et lille, hidsigt barn,” fortæller hun og prøver at komme nærmere, hvad der sker i mødet: ”Det er så anderledes en oplevelse. Det er spirituelt. Jeg møder noget andet. Noget, som jeg har fået at vide ikke var der. Noget, som måske ikke er blevet fremelsket.”
Teenagetid med Otto
Sidste år blev Paprika Steen skilt fra sin mand, Michael Rieks, som hun havde været sammen med i 14 år. Hun har boet midlertidigt i en lejlighed i Charlottenlund sammen med sønnen Otto på 14 år, og flytter nu fast til Frederiksberg. Næste milepæl er halvtredsårsfødselsdagen til november. Den har hun det helt cool med.
”Jeg føler mig som en på 30. Bortset fra at jeg overhovedet ikke var, som jeg er i dag, da jeg var 30,” siger hun. ”Det er de færreste, der kan forstå, at jeg bliver 50. Det har meget med min søn at gøre. Jeg har været sammen med Otto hele sommerferien. Vi har levet som to studerende i en ungdomshybel. Alt har været åbent, og hans venner har gået ud og ind. Sådan er det tit, når man er nyskilt. Enten løber man ind i en ny med det samme, eller også er man teenager i et stykke tid. Det tager nogle år at komme videre.”
”Jeg får mit daglige skud testosteron sammen med sportsfolkene, så jeg behøver ikke at blive gift igen lige foreløbig,” griner Paprika. Det er i træningslokalet, hun lige nu opnår størst ro.
”Det er en verden med store personligheder, hvor det også handler om at performe, men på en anden måde, end jeg er vant til. Der er enormt rart at være. Og der er plads til mig og alle mine skavanker og fejl. Jeg føler mig meget hjemme.”
Udover den fysiske og psykiske træning er en af fremtidsplanerne at holde op med at ryge. Paprika har røget, siden hun var 12 år, og hun ryger stadig meget. Men hvad de kommende år skal rumme på arbejdsfronten, er hun i tvivl om.
”I takt med at jeg bliver mere og mere bevidst, bliver jeg også mere isoleret fra min branche. Når man begynder at se sig selv udefra, bliver det hele lige pludselig meget småt. I min generation har vi arbejdet meget med pinlighed og ironi. Så kom Klovn, og nu gider vi ikke det mere. Der skal ske noget nyt. Sådan har jeg det også. Hvad skal jeg nu?” siger hun og tilføjer, at hun dog ikke kan løbe fra, at ironi og dét at distancere sig er en måde for hende at overleve på indimellem.
”Jeg er pissebange for at gå i stå!” konstaterer hun åbenhjertigt. Men som hun selv pointerer, er det ikke sket hidtil. ”Jeg er ikke blevet min mor, der døde tidligt. Jeg er i gang.”
Læs også vores interview med Laura Drasbæk
