Mindfulness går ud på at vågne op til det liv, du har lige nu. Ikke det liv, der har været, eller som måske vil komme. Men at vågne op til det liv, der er i dette øjeblik, på en måde, hvor du er venlig mod dig selv.
Mange af os passer ikke ordentligt på os selv. Vi skifter mellem at styrte rundt, overbelaste os selv eller at være helt udkørte. Vi fylder hele tiden livet med noget: mad, snak, travlhed, overarbejde eller tv, så vi undgår at mærke den smerte, der også er forbundet med det at være menneske.
I mindfulness-træning arbejder man med opmærksomheden. Man noterer dét, der dukker op. Og accepterer det. Du har sikkert allerede opdaget, at det ikke kun er gode tanker og følelser, der dukker op. I mindfulness betyder accept, at man ser, hvad der er. Det betyder ikke, at man nødvendigvis kan lide det, man ser, men at man tager det til sig, uanset hvad det er. I den lille meditation, vi viser dig senere, træner du din koncentration. Måske er det svært, men du kan ikke gøre noget forkert. Når du opdager, at koncentrationen er et andet sted, tager du den tilbage igen.
HVAD ER MINDFULNESS, HELT PRÆCIST?
Mindfulness er måske bedst kendt for at reducere stress og øge afslapning, men mindfulness kan meget mere: Forskning har vist, at mindfulness kan forbedre den generelle livskvalitet. At blive mere mindful kan også være en stærk (og sjov) måde at få nye vaner på, ændre adfærd og generelt forbedre dit syn på livet.
Mindfulness har rødder i buddhismen. Ifølge buddhismen fører menneskets jagt på varig lykke og forsøg på at undgå smerte til frustration, lidelse, angst og depression. Vi føler smerte, fordi intet varer ved. Vi bliver alle syge, forfalder og dør. Og sindet narrer os til at tro, at livet sker et andet og meget bedre sted.
Men inden vi går videre, så lad os afmystificere konceptet: Mindfulness behøver ikke være forbeholdt troende buddhister, beboere i en ashram eller mediterende, der tilbringer timer hver dag siddende i tavshed. Kort sagt, mindfulness handler om at tune ind og være i en øget tilstand af bevidsthed.
Her er en god analogi. Tænk over de opgaver, som du regelmæssigt udfører: redde sengen, rede dit hår eller børste tænder. Disse opgaver kræver meget lidt opmærksomhed. Du kunne praktisk taget udføre dem i søvne.
I modsætning hertil er der andre handlinger, som kræver fuld opmærksomhed: at lære at finde rundt i en ny by, navigere rundt i en ny butik eller prøve en udfordrende opskrift. I disse tilfælde er dine sanser skærpede. Du er mere bevidst, eller mindful, på dine omgivelser og hvert skridt, du tager. Når du anvender
denne øgede bevidsthed til de handlinger, som du kan udføre i søvne, bliver du mindful.
HVORDAN MINDFULNESS HJÆLPER OS TIL AT BLIVE SUNDERE
Undersøgelser har vist, at det at blive mere mindful kan give os perspektiv og hjælpe os med at træffe bedre beslutninger. At tune ind på nuet giver os en mulighed for at blive mere bevidste om vores tankemønstre og vores overbevisninger om os selv. Det gør det muligt for os at afmontere vores dårlige vaner og forstå, hvorfor vi opfører os på bestemte måder, eller hvorfor noget kan være svært at opnå.
Når du er træt, føler dig stresset eller bare i dårligt humør, længes du efter sukkerholdige fødevarer. At blive mere bevidst om, hvorfor du føler, som du gør, kan være det første skridt til at skabe en ny og positiv sundhedsvane. Måske tror du, at en chokoladekage vil give dig det løft, som du har brug for, så du kan blive færdig med dine daglige pligter. I stedet for at følge den trang og gøre noget, som du måske vil fortryde, så prøv at komme ind i en mindful tilstand; det vil sige, tænk over det igen. Du vil måske indse, at du er træt, og hvad du virkelig har brug for, er en sund snack, som for eksempel et æble eller en håndfuld nødder. Eller en 15-minutters lur!
DYRK MINDFULNESS FOR ET BEDRE HELBRED
Tro ikke at mindfulness – og den fred, selvbeherskelse og succes, der kommer med det – vil ske på én gang. Kunstneren Vincent van Gogh har udtalt, at ”store ting er udført af en række små ting, der er bragt sammen”. Det var nødvendigt for at skabe hans unikke og berømte kunst, og det er også nødvendigt for at skabe mindfulness.
At være mindful sker ved at reservere blot et par minutter hver dag til øvelse. Undersøgelser har vist, at selv korte perioder i en tilstand af bevidsthed har fordele. Prøv disse enkle trin, og du vil være på vej:
1) Forpligt dig
Beslut dig for en hyppighed og varighed, der er mest realistisk for dig, baseret på din typiske dag. Daglig udførelse er bedst, og det kan være så lidt som fem minutter om dagen. Forpligt dig til tidspunkt og sted, uanset om det er det allerførste, du gør, når du vågner op om morgenen, eller måske et par minutter før sengetid. Beslut dig og forpligt dig.
2) Opbyg din øvelse
Find et roligt, behageligt sted at sidde, hvor du ikke vil blive forstyrret. Det kan være på en sofa, i din favoritstol, på gulvet eller endda i sengen. Indstil et stopur til din fastsatte tid og sid blot stille. Det eneste formål er at tune ind og bemærke alting i det nuværende øjeblik: hvordan din krop føles, hvordan din vejrtrækning lyder, og hvilke tanker der kommer ind i dit sind. Mind dig selv om, at dette er en dømme-fri zone; din eneste opgave er at lægge mærke til og blive bevidst.
3) Udvid din øvelse
Efterhånden som du bliver mere og mere fortrolig med ”at tune ind”, kan du skaffe dig adgang til dette referencepunkt i løbet af dagen. Du kan tage en mindful gåtur, tune ind på alle dine sanser og bemærke, hvordan jorden føles, hvordan luften føles, og hvordan din vejrtrækning lyder. Mærk efter, hvordan din krop føles under et måltid. Er du stadig sulten? Er du mæt? Genopfrisk disse mindfulde øjeblikke i stressfyldte situationer og genkald dem. Grib muligheder i løbet af dagen til at praktisere mindfulness. Snart vil det blive en vane, der bringer en behagelig ro ind i hverdagen.
Så vær mindful og forbliv rask.
Læs også vores artikel Har du for travlt til at meditere?
Søger du en alternativ behandler, så besøg vores site Behandlerguiden.dk