Det er vigtigt at bevare integriteten
Anne Hjernøe kendes af alle danskere som hende med mad- og rejseprogrammerne på DR. Men hun har også boet to år i regnskoven, inden hun fik gang i kogebøgerne. Og så har hun inden for de sidste par år tabt sig adskillige kilo og fået sin ungdoms styrke så meget tilbage i kroppen, at hun igen kan stå på både hænder og hoved.
Af Dorte J. Thorsen, Foto Kirsten Adler, Liv & Sjæl 2019
Anne Hjernøe er for danskerne synonym med tv-programmer som ”AnneMad” og ”Anne og Anders” – eller med en af de talrige kogebøger, som hun har skrevet.
Men uanset om det er det ene eller andet, så ser man Anne for sig, mens hun står og rører i gryden, samtidig med at hun med stort engagement fortæller om den mad, som hun er i gang med at lave.
Sådan ville det også se ud, hvis man steg op i en tidsmaskine og tog tilbage til 70´erne, hvor Anne var barn.
”For jeg har lavet mad lige siden, jeg var lille,” siger hun og fortæller, at det var lidt et tilfælde, at mad endte med at blive hendes levevej.
Regnskoven i Costa Rica
Som helt ung tog hun nemlig først på rygsæksrejse sammen med søsteren et halvt år i Asien. Det var berigende møder med andre kulturer, og hjemvendt havde Anne lyst til at opleve mere af verden.
Så da kæresten skulle et halvt år til Costa Rica i forbindelse med sit studie, rejste Anne med.
Turen gik til regnskoven og indianerne dér, som skulle have hjælp til nogle projekter, som de selv havde ønsket hjælp til – blandt andet bygningen af en hængebro.
”Men det var så spændende, at vi – da vi kom hjem – søgte fonde om penge til at tage tilbage og fortsætte hjælpearbejdet. Og det fik vi. Så det blev i alt til to år i regnskoven. To år fulde af oplevelser, hvor jeg lærte, hvor privilegerede vi er i den vestlige verden,” siger Anne og fortsætter:
”For virkelighedens billede af junglelivet er ikke noget med at danse rundt i hvide gevandter og blomsterkranse om håret. Det er at kampsvede, så man kommer til at lugte mere grimt, end man kan forestille sig. Det er, at hvis ikke man tænder bål om morgenen, så får man ikke varm mad. Hvis ikke man går ned til floden efter vand, så er der ikke noget vand at drikke eller lave mad i. Eller at vaske tøj, så man kan få rent tøj på kroppen. Det er realiteter, som er markant mere hårde end glansbillederne, men også mere fantastiske, fordi de er en del af det virkelige liv.”
Og så omtaler Anne ellers sig selv og kæresten som heldige. For de havde en livline og kunne altid tage flyet hjem. Den mulighed havde indianerne ikke. Deres basale livsvilkår var en tilværelse i junglen på naturens præmisser, som for eksempel også handlede om, at når det blev mørkt, så sov man – og når det blev lyst, så stod man op.
”Og det kan jo lyde vældig romantisk og tilbage til rødderne. Men når man lever i det, så sætter man pris på indimellem at have et stearinlys, så man kan læse lidt om aftenen,” siger Anne, der faktisk har været i Costa Rica siden, men ikke i den del af landet, hvor hun var som ung.
”Men jeg vil gerne tilbage, men ikke på en følelses-tur. Det kunne derimod være spændende at rejse tilbage og lave et tv-program om, hvad der er sket på de 30 år, som der er gået, siden jeg boede dernede,” siger hun og fortæller, at opholdet gjorde hende interesseret i mennesker og menneskers vilkår.
Den første kogebog
Så hjemkommet til Danmark begyndte Anne at læse til socialpædagog. Men undervejs i uddannelsen fandt hun ud af, at hun ikke skulle arbejde som socialpædagog, men i stedet skrive om socialpædagogiske emner.
Så da hun var færdig, tog hun den etårige tillægsuddannelse på Journalisthøjskolen.
”Og jeg ved helt ærligt ikke, hvordan det skete. Men hver gang vi fik en opgave, så endte det med, at jeg skrev om mad. Enten en artikel om mad, en madanmeldelse eller andet om mad. Og da jeg var færdig på Journalisthøjskolen, fik jeg hul igennem til Politikens Forlag og lavede min første kogebog,” fortæller hun.
Vi er alle ens
Og derfra var hendes vej banet. En vej, som i dag også fører hende ud i verden på mad- og kulturrejser sammen med Anders Agger. Det betyder selvsagt en masse spændende oplevelser og møder med mennesker.
”Men det giver mig også en grundlæggende forståelse af, hvor ens vi mennesker er. Vi har alle de samme drømme og de samme visioner. For uanset hvor vi bor, så vil vi gerne leve i fred, bo dér hvor vi er født, have et arbejde med en anstændig løn og se vores børn vokse op til en god fremtid,” siger hun og tilføjer:
”Og jeg gider slet ikke diskutere religion og den slags. For vi mennesker er så vanvittigt ens, når man ser på det kulturelt. Og der er i langt de fleste mennesker et basalt ønske om at ville hinanden det bedste. Men det ødelægges af de få, og det er synd.”
For det handler om at være et anstændigt menneske, der behandler andre ordentligt. Det er i hvert fald de livsværdier, som Anne fik med sig hjemmefra, og som hun stadig lever ud fra.
”Hvis vi møder hinanden med respekt og åbenhed og er nysgerrige på, hvorfor vi gør, som vi gør, så skaber vi også en god verden for hinanden,” siger hun og fortæller, at det for hende derfor også er vigtigt at bevare sin integritet.
Bevare integriteten
For når man som Anne arbejder med mad, og samtidig er et kendt ansigt, så bliver man ofte spurgt, om man vil være med til både det ene og andet. Det kan være, om man vil være ambassadør for den ene og anden sag, indspille en reklame for forskellige produkter – og ikke kun madvarer.
”Og så er det vigtigt at mærke efter inde i mig selv, om det her er noget, som jeg skal eller ej. For ja, det kan godt være, at den reklame kunne købe et sommerhus i Skagen eller andet. Men hvis jeg mister integritet på det, så er det ikke de penge værd,” siger Anne og fortæller, at hun altid spørger sig selv om, hvad det egentlig er, som dem, der henvender sig, beder om.
For det er nemt at sige ja og få lov til at deltage i alt muligt, men siger man ja til meget, så falder ens værdi og dermed integritet også – og Anne ved, at hun har en høj integritet, fordi hun netop siger nej til så meget og altid til deciderede reklamer.
”Ikke at jeg vil kritisere dem, som laver reklamer. Det er deres valg, deres liv og deres arbejde, og måske hvis min situation var anderledes, ville jeg også sige ja. Det kan jeg jo ikke vide. Men jeg har indrettet mig – også økonomisk – på en måde, så jeg kan tillade mig udelukkende at sige ja til det, som passer til mit brand. Endelig skal man jo også huske, at hvis man offentligt vælger noget til, så vælger man samtidig noget fra,” siger hun og fortæller, at en af de ting, som hun står for og lægger navn til, er økologi.
Økologi
For at leve økologisk er vigtigt for Anne, som er en stor fortaler for og stor bruger af økologiske varer. Fordi de giver hende ”en bedre smag i munden”.
”Men når det er sagt, så vil jeg ikke pege fingre ad nogen eller dømme nogen. Det er op til den enkelte, om man vil købe økologisk eller ej. Endelig er der også en social slagside, når det kommer til økologiske varer, selvom man begynder at kunne få dem i stor stil også i de billigere supermarkeder. Og det er godt, for jeg tror, at både vi og vores Jord har bedre af økologiske produkter. Og jeg ville ønske, at alle kunne spise økologisk – hvis de altså vil. For det er vigtigt at holde fast i, at det er op til den enkelte, om man vil købe økologi eller ej,” siger hun.
Men hvad med Danmark som land? Kunne man forestille sig, at Danmark kunne blive et udelukkende økologisk land?
Anne anser det ikke for særligt sandsynligt.
Hun siger: ”Det er nok de naives håb, for jeg tror ikke, at der er nok interesse for det i branchen. Men det kunne være fedt. Tænk også på, hvilken branding der ville være i at kunne sige, at alle danske produkter per definition var økologiske. Men jeg tvivler som sagt på, at vi nogensinde kommer dertil.”
Kurven kan knækkes
Selv spiser Anne som sagt stort set kun økologisk. Men alligevel lagde hun for et par år siden mærke til, hvordan hun ikke havde de samme kræfter som før, men i stedet blev mere og mere træt og mere og mere slap.
”Jeg var simpelthen banketræt, når jeg en hel dag havde stået i køkkenet og lavet mad og taget billeder til mine kogebøger. Og jeg tænkte, at det kunne da ikke være rigtigt, når man kun var 48 år, som jeg var på det tidspunkt,” fortæller hun.
Kort efter tog familien så på ferie i tre uger i Latinamerika på et lille øko-resort, hvor der kun var mulighed for at få mad tre gange om dagen – og dét gjorde den store forskel.
”Jeg havde jo ellers altid levet efter den officielle anbefaling om at spise tre hovedmåltider og tre mellemmåltider, så mit blodsukker kunne holdes stabilt. Det havde så også betydet, at jeg stort set havde småspist hele dagen. Men nu hvor jeg ikke kunne det, så havde jeg tabt mig tre-fire kilo på de uger, og det selvom jeg også spiste lidt dessert og drak et par cocktails,” fortæller Anne.
Så da familien kom hjem, besluttede Anne sig til at fortsætte med kun at spise tre hovedmåltider – men droppe mellemmåltiderne og i stedet skrue op for træningen.
”Jeg havde indtil da været medlem af nogle fitnesscentre og den slags, og det var gået, som det ofte gør, når man står med det hele selv. Efter et par måneder bliver det kedeligt, og så gider man ikke rigtig mere. Men nu fik jeg en personlig træner på, og så rykkede det. For hun kommer med nye øvelser og ryster posen, så der sker noget. Jeg har hende også stadig, og jeg træner nu tre gange om ugen, foruden at jeg løber og dyrker yoga. Og det virker. Jeg har smidt de kilo, der skulle smides, og jeg har fået min styrke igen,” siger Anne og fortsætter:
”Så ja, man kan bryde den nedadgående kurve. Og bare fordi man fylder 50 år, så skal man ikke acceptere at blive træt og småbuttet.”
Vi skal huske os selv
Der kan nemlig gøres noget, og her er styrketræning basalt. Både for kvinder og mænd er styrketræning velegnet, fordi det øger muskelmassen og gør, at man får en tættere knoglemasse.
En større muskelmasse er også en god ting, hvis man har slidgigt eller dårlige led, fordi musklerne så tager over – og en tættere knoglemasse kan forhindre den knogleskørhed, som især risikerer at ramme kvinder efter overgangsalderen.
”Det handler grundlæggende om, at vi kvinder begynder at passe på os selv. Vi er så gode til at redde familien, vennerne, veninderne og arbejdet – mens vi er ligeglade med os selv. Men det skal vi holde op med. Den der sætning ”det er jo bare mig” skal smides ud. For nok kan vi ikke undgå at blive ramt af livet, få en familie, børn, travlhed og for meget bilkørsel. Men vi må ikke glemme os selv og det at passe på vores egen krop. For det er den, vi skal være i resten af livet,” siger Anne, der i dag er i en form, så hun igen kan stå både på hænder og på hoved, ligesom da hun var ung.
Madkulturen fra Mellemøsten og Nordafrika
At være i god form handler også om maden, og her er Anne bevidst om, at hun til alle måltider skal have masser af grøntsager, masser af protein, sundt fedt og langsomme kulhydrater.
”Men nej, jeg laver ikke en madplan. Det behøver jeg ikke. Men er man ikke vant til at lave mad, så tror jeg, at det er en god idé med en madplan, når man skal i gang med at leve sundt,” siger hun.
Selv kan Anne lide stort set al mad, og hun kender til meget mad, også den fra andre kulturer.
”Så nej, jeg har ikke for nylig smagt noget mad, som har overrasket mig. Men når det er sagt, så bliver jeg altid begejstret, når jeg er i Mellemøsten og Nordafrika og møder deres køkken, som på mange måder er ens, uanset om man er i Jordan, Iran, Libanon, Marokko og mange andre lande. Alle steder er der en helt fantastisk kreativitet, når det kommer til at lave mad med æg, grøntsager, bælgfrugter og selvfølgelig som en del af retter som hummus og baba ganoush, som alle smager helt fantastisk,” siger Anne.
At det er sådan, hænger ifølge Anne sammen med, at hele regionen er som en smeltedigel, når det kommer til mad. At de forskellige køkkener udspringer af hinanden og igennem årtusinder har inspireret hinanden til at bruge den store mængde af råvarer og de mange gode krydderier, som der findes dér.
Selv elsker hun også at rejse dertil og har for nyligt været der sammen med Anders Agger, men også på de workshops i Marokko, som hun har.
Klima-dilemma
Netop rejser er så et dilemma for Anne, som rejser meget, men som også er meget klimabevidst.
”Men det kan virke dobbeltmoralsk, at jeg så tit sætter mig op i et fly, når jeg samtidig gerne vil gøre godt for klimaet. Jeg ved også godt, at man ikke bare kan skyde ansvaret over på, at det er mit arbejde. Men samtidig føler jeg også, at det gør en forskel, at jeg i mit arbejde er med til at udbrede kendskabet om andre lande og andre kulturer – og dermed bryde grænser ned mellem mennesker,” siger hun.
”Så ja, jeg tænker over det klima-aftryk, som jeg sætter – og jeg ville vældig gerne rejse mere med tog, men endnu mangler vi i Europa at få nogle ordentlige forhold, så man med sindsro kan sætte sig op i et tog uden at skulle skifte 12 gange ned gennem Europa,” mener hun og fortæller, at familien tog bilen, da turen i sommer gik til Italien på ferie.
Fly var nemlig ikke på tale. Det skyldtes, at familiens teenager på 17 år efter en tur til Færøerne tidligere på året udtalte, at nu var familiens fly-klima-konto brugt op.
”For der er ikke noget som at have en teenager i huset. Her får man tingene at vide uden omsvøb,” siger Anne, der ud over teenageren har to voksne bonusbørn.
Klima er andet end rejser. Det er også mad, og her tog Anne rundt med FN’s Klimamål til 48 byer i Danmark tidligere på året for at tale om madspild og fødevarer i balance, og de rejser foregik ikke med fly.
Til gengæld var det en god lejlighed til at møde en masse danskere og tale om, hvad vi alle sammen kan gøre i hverdagen.
”For vi har alle et ansvar for kloden, og jeg prøver at være bevidst om mit – og at gøre, hvad jeg kan fra mit ståsted,” slutter Anne Hjernøe.
Læs også vores interview med Laura Drasbæk
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.
