Jeg synger om det, der brænder sig fast i min sjæl
Annisette fra band’et Savage Rose er berømt for at kunne skifte fra blideste soul til overvældende stemme- og følelsesmæssig power. Sådan er det stadig, selv om hun i dag er 64 og har kæmpet sig ud af alvorlig sygdom i 90’erne og overvundet tabet af sin både private og professionelle partner Thomas Koppel, som døde af hjertestop i 2006. Hendes råstyrke virker snarere endnu mere slående end før, og midt i sin sommerturné fortæller hun LIV&SJÆL om sin utrættelige kamp mod uretfærdighed, om sin lidenskab for sang og glæden over stadig at modtage masser af kærlighed fra både børn, børnebørn, andre mennesker omkring sig – og fra sit verdensomspændende publikum, med hvem hun kalder kontakten for ”ren magi fra sjæl til sjæl”.
Af Vibeke Steinthal, september 2013
Foto: Lisbeth Holten
I sin skønne kolonihave i Sydhavnen i København tager Annisette imod. I det gennem årene udvidede hus har hun og familien holdt til i mange år, når de ikke turnerede eller boede i udlandet. Nu bor hun der alene med sine to hunde. Sin højtelskede mand Thomas Koppel mistede hun for syv år siden, og døtrene Billie og Naja er for længst fløjet fra reden. Til Annisettes store glæde bor Billie med mand og børn i samme område, mens Naja bor i New York. Begge døtre er sangere.
”Jeg går hver dag ture med mine hunde, først gennem en vidunderlig lille skov og så videre ud til ’Tippen’, en tidligere losseplads, nu et naturskønt område lige ved vandet,” fortæller Annisette og fortsætter: ”Tippen” bliver brugt som oase af beboerne her i Sydhavnen, som mange har en forestilling om er lidt af et slumkvarter med mange arbejdsløse. ’Tippen’, som ikke ejes af nogen, er til stor inspiration for mig og var i mine tanker, da jeg skrev linjerne til et af vores største hits ’Fløjten bag muren’ med linjerne ’alle steder vil vi mødes, alle steder ingen ejer’!
Om andre inspirationskilder siger Annisette, at det udover naturen er mennesker, og at de hører tæt sammen. Og det piner hende, at mange verden over er afskåret fra naturens gaver og fra andre menneskers kærlighed. Hun fortæller i den forbindelse om en uhyggelig oplevelse, da talstærkt politi trak en romafamilie ud af det buskads, de havde søgt tilflugt i.
Protestsange
”Det gjorde så ondt i mig at tænke på disse mennesker, der har været jaget i hundredvis af år og aldrig fået lov til at være nogen steder. Ikke en gang på dette ingenmandsland i Sydhavnen. Den grimme episode inspirerede mig til sangen ”Voice of revolution”. Jeg har også tidligere skrevet en anden protestsang mod forfølgelsen af romaerne – den hedder ”Black Angel”, som er romaernes skytshelgen. Den og andre sange blev vi opfordret til at synge ved en manifestation i Hamburg, men vi var på turné i Norge. Ulykkeligvis sluttede demonstrationen med at romaerne efter protestmarch til Schweiz for at klage deres nød hos Genève-konventionen blev nægtet adgang til landet.”
Annisette husker også en episode i et dansk tv-program, hvor en roma blev anholdt og afkrævet bøde for at sælge roser på Strøget. ”Selvom betjenten så mandens kone og små børn sidde og hundefryse i mandens faldefærdige bil haglede det bare ned med trusler om udvisning. Og betjenten tog de 50 kr., manden havde og skulle brødføde familien med. Hvor er barmhjertigheden og menneskerettighederne? Jeg bliver altid ramt af sådanne uretfærdigheder. Thomas og jeg støttede organisationer, der hjælper udstødte og nødstedte, og jeg gør det stadig, så vidt det er mig muligt. Og jeg synger om det, der brænder sig fast i min sjæl.”
Enorme ressourcer
På spørgsmålet om hvad hendes tilsyneladende enorme ressourcer bunder i, svarer Annisette: ”Da Thomas døde, vidste jeg, at hans eneste ønske ville være, at både jeg og vores band Savage Rose fortsatte. Og det gjorde vi. For at videreføre det fantastiske liv, vi har haft sammen med musik, rejser, oplevelser, mennesker og ikke mindst kærlighed, og scenen er og bli’r mit andet hjem. Det har den været lige siden min barndom, hvor jeg allerede fra jeg var seks år sang i omrejsende tivolier og opdagede, hvor skønt det er at have sådan en stor familie, som et lydhørt publikum er for mig. Jeg husker den dag, hvor jeg var 12 år og min mor sagde, at nu skulle jeg ikke ud og synge mere, fordi min syngende makker – min ældre halvsøster Rudi – skulle på teaterskole. Rudi var kendt som Mie i de tidlige ’Far til fire’-film.
Så stod jeg dér og tænkte: Jamen det her er jeg jo vokset op med – hvad skal jeg så?? Hvem er jeg?? Det var som om hele min identitet blev taget fra mig. Efter chokket ringede jeg så til en klassekammerat – Jette – der spillede klaver og spurgte, om hun ville med mig ud og spille. Hun sprang på, og heldigvis fik vi lov, så vi sammensatte et repertoire af sange, vi kunne li’. Vi fik rigtig mange job, bl.a. på de daværende mælkepubber, hvor teenagere strømmede til og drak milk-shakes.
Det førte den purunge Annisette videre til bandet ’ Dandy Swingers”, hvor de medvirkende drenge både med hår, påklædning og sange var inspireret af hendes store idoler The Beatles. Som 19-årig blev hun så headhunted i 1968 af musikeren Thomas Koppel, som sammen med sin bror Anders havde startet rockband’et Savage Rose. Det blev lige fra starten en kæmpesucces, af pressen kaldt for ’en sensation’. Mange plader fulgte efter, og under turné i USA kommer de på forsiderne af amerikanske aviser. Senere – i 1995 – sprænger deres album nr. 17 alle forventninger og når tæt på tredobbelt platin, fulgt året efter af en Grammy for årets bedste album.
Om sine store ressourcer siger Annisette videre:
”Jeg tror, det r afgørende ikke bare at mærke sig selv, men også hele det rum, vi er i – jorden og universet så at sige. Og at vi føler taknemmelighed for det smukke, der omgiver os og for de gode ting, vi får hver dag. For eksempel er det hvert år forunderligt for mig at det ældgamle æbletræ i min have igen har kræfter til at sætte nye blade, blomster og frugt. Så kan også jeg få fornyede kræfter og fornyet livsmod. Jeg har modtaget så megen kærlighed, som for mig er det største af alt. Den vil jeg gerne give videre gennem mine sange, til mine børn, børnebørn og til de mennesker, jeg møder på min vej, bl.a. mit fantastiske publikum.”
Fløjten bag muren
Ovennævnte sang ’Fløjten bag muren’ skrev Annisette og Thomas Koppel, da de engang boede på Vesterbro og hver nat hørte en ukendt fløjtespiller, de aldrig fandt, for han holdt til bag en grim brandmur. I begejstring over den smukke nattemusik opfordrede de andre beboere, voksne og børn til sammen at dekorere brandmuren. Det blev med høj himmel over et lysende landskab med græssende dyr.
”Sangen handler om frihed, og alle steder over hele verden, hvor vi har spillet den, synger folk med. Sproget har ingen barriere. Hvis man mærker efter, mærker man følelserne og forstår budskabet uanset de fremmede ord. På Filippinerne boede vi et sted, der var oprettet for at beskytte de mange gadebørn. Når vi spillede sangen, brød de jublende ud i ’malaya’, deres ord for frihed. Engang var vi i en palæstinensisk flygtningelejr, hvor bomberne faldt hver nat. Små børn holdt vagt, mens vi lå og sov i vores telt. Jeg tænkte, at det var fuldstændig sindssygt. Men når jeg kiggede på de børn, så jeg stjerner i deres øjne af glæde over, at vi var der for at synge for dem. Det største for dem var at give mig en blomst, møjsommeligt fundet i ruiner og knastør jord med store granathuller. Dermed gav de mig fornyet bekræftelse på, at midt i den største elendighed, angst og tragedie eksisterer troen på og kærligheden til. Den livskraft gjorde uudsletteligt indtryk på os. Jeg tror på, at der trods politiske og religiøse modsætninger er en forståelse kloden rundt blandt almindelige mennesker for, hvad der er smukt, hvad der er grimt, og for hvad kærlighed og sandhed er.
Da vi kom hjem og så vores børn sidde med Anders And-blade, måtte jeg bide mig i læben for ikke at blive alt for irriteret på dem, for de kunne selvfølgelig ikke gøre for det. Jeg var så fyldt af vores oplevelser, at jeg ryddede huset for alt muligt, vi slet ikke havde brug for og gav det væk. ’Det hele må begynde på en frisk,‘ tænkte jeg. Vi talte meget med børnene om den store gave, vi alle havde fået i form af musikalsk talent, og de var da også for det meste med på vores rejser.”
Sygdom og helbredelse
I 1996 blev Annisette alvorligt syg af kræft og nægtede at gå i kemoterapi. Det forekom hende helt ulogisk at ville helbrede med en forgiftning af kroppen, så familien flyttede til sol og varme i Californien.
”Jeg valgte at satse på sol, hvile, sund kost og positive tanker. Jeg skulle i balance, og det gjaldt også vitaminer og mineraler. Og jeg blev så stort bakket op af familie og venner, at jeg kom mig helt.”
Parret blev henved ti år i USA, den sidste tid på den caribiske ø Puerto Rico, hvor Thomasen dag i 2006 faldt om af hjertestop, mens han sad ved flyglet. Siden har Annisette boet i Danmark og trods chokket og sorgen gennemførte hun allerede et halvt år efter en planlagt turné. De sidste gaver fra Thomas var både en puertoricansk guitar til brug på stedet og enspansk guitar til brug i Danmark, for tiden var moden til, at Annisette foruden sin skrivning af tekster også begyndte at spille og komponere – det sidste havde hun flere gange vist talent for. ’Jeg kan jo slet ikke spille,’ sagde Annisette benovet over gaverne. Og Thomassvarede: ’ Det kommer du til!’
”I dag skriver jeg både tekst og musik, men jeg optræder aldrig med guitaren, kun med sang, men det er vidunderligt at sidde i min særlige krog i haven og prøve mig frem med nye melodier på guitaren. Noder har jeg aldrig fået lært.”
Annisette holder sig i form med timers gåture med hundene hver dag og yogalignende øvelser derhjemme.
”Tidligere løb jeg også ind imellem, men det kan jeg desværre ikke for tiden efter et fald frascenen under en soloturné i 2011. Jeg kom hurtigt op igen og kunne ikke mærke noget, for adrenalinen pumper så stærkt, når jeg er ude at synge. Da koncerten var forbi, kom smerterne, og på skadestuen konstaterede de bl.a. en brækket arm, trykkede ribben og slemme skrabesår på benene. Det sidste tog jeg ikke alvorligt, men smerterne tog til senere. Lægerne kalder det en sportsskade, som vil gå over af sig selv, så jeg har nyligt holdt en lang pause, og fysioterapi og zoneterapi hjælper mig meget.”
Hun har kun én gang måttet aflyse en koncert, faktisk en hel turné på grund af lungebetændelse.
”Da jeg måtte give op lidt inde i koncerten og undskyldte over for publikum, råbte de kærligt: ’Gå hjem i seng! Vi kommer næste gang!’ Det rørte mig virkelig meget.”
Overmenneskelige kræfter
Før hver eneste koncert er Annisette så nervøs, at hun for en kort stund mister stemmen og må tylle en masse te med honning, citron og ingefær i sig
”Jeg løber op og ned ad gangene for at varme op, og rigtig mange i band’et har det ligesom mig. Lige før vi skal på scenen, samles vi til en fælles krammer, og SÅ sker det! Fra det øjeblik jeg kommer ind på scenen og mærker hele rummet og publikum, som sidder der med store forventninger, så mærker jeg 100%, at vi skal ind og skabe en fælles oplevelse sammen med publikum, og der melder sig simpelthen helt utrolige kræfter – kald dem gerne guddommelige. Jeg tror, at alle mennesker har de dér overmenneskelige kræfter, når omstændighederne kræver det. Det er ren magi for os alle sammen. Og bagefter tager det os flere timer at falde ned på jorden igen.
Når Annisette ind imellem var i Danmark under det lange ophold i USA, blev hun slået af, hvor sjældent man herhjemme møder et smil eller en munter bemærkning på gaden eller i supermarkederne. Nu hvor hun bor her fast, har hun vænnet sig lidt til det og mener, at vi jo heller ikke har alt det solskin, hun oplevede i Californien, og som jo løfter humøret.
Tidens egoisme
”Men jeg er ked af, at der i mange år har været ført en politik herhjemme, der gør, at folk ikke har tid til at beskæftige sig med andre end de allernærmeste. Det evige stress med at ’hvis vi skal ha’ det og det, må vi tjene flere penge.’ Børnene skal i vuggestue, børnehave, skole og hentes igen, jobbet skal passes, og efter fyraften fart på med alle mulige andre vigtige gøremål. I sommerhalvåret er der mere overskud til venlighed og smil. Det mærker jeg især her i haveforeningen, hvor alle kommer ud i haverne smiler og siger ’hej’, når vi løber på hinanden. Men overalt i den vestlige verden er tiden desværre fokuseret på kynisk egoisme. I medierne og alle vegne.
Jeg bliver bekymret over, at børn vokser op i et samfund, hvor egoisme er blevet tegn på uafhængighed og styrke. Verden er blevet kold, og i stedet for at børnene er ude og lege med kammeraterne er de opslugt af computerspil, som alle appellerer til angst for ikke at nå hen til en bestemt post og skyde en eller anden ned. Det er hård kost for børn at vokse op med angst for ikke at leve op til samfundets krav.
Samtidig kan de ikke undgå at høre om krigene rundt om i verden. Da vi boede i USA, var vi vidne til de forfærdelige skolemassakrer, som for mig at se bunder i en basal angst, der hober sig op inde i et barn eller ungt menneskes hoved, indtil den en dag eksploderer. Jeg savner i dag, at børn får tilbudt mere kreativitet, bygget på ønsket om at skabe noget smukt. Desværre får lærerne ikke den fornødne tid,, og der er for mange børn i klasserne. Jeg vil inderligt ønske, at vor tids børn kunne møde mere kærlighed og kreativitet. Men som nogle unge mennesker ind imellem drillende siger til mig: ’du er jo også bare en gammel hippie!’”
Tidligere malede Annisette meget, og i en periode, hvor pengene var små, designede hun selv covers til deres plader. Hun vil meget gerne i gang igen, når hun engang ikke kan synge mere. Til den tid vil hun også skrive historier, men da stemmen aldrig fejler noget – udover i de nervøse timer før en koncert – varer det nok en rum tid.
Familiekoncert
”Jeg savner at have min ’spillemand’, som jeg til enhver tid kunne gå ud og optræde med, sådan som Thomas og jeg gjorde det i mange år ind imellem vores store koncerter. Heldigvis træder min datters kæreste Frank Hassselstrøm og musikerne fra mit band ind nu og da, men de har jo også deres eget at passe. Jeg ser rigtig meget frem til en dag at give koncerter med mine døtre og deres kærester. Min yngste datter Naja og hendes musikermand Anders kommer hjem fra New York, så vi bliver Billie og Frank, Naja og Anders og mig – og muligvis også mit ældste barnebarn Romeo på ni, for han er fantastisk på trommer og mundharpe.
Trods savnet af Thomas kalder Annisette sig for et lykkeligt menneske: ”Jeg modtager så meget kærlighed. Ikke mindst børnebørnene er en fantastisk glæde hver eneste dag. Og jeg bor et fantastisk sted, hvor jeg møder en masse vidunderlige menneske. Al den kærlighed brænder jeg for at give videre til dem, der ikke har så meget af den. Lige uden for vores privilegerede samfund er der en kæmpenød, som behøver os, der har et overskud.”
Læs også vores interview med Søs Fenger.
Søger du en alternativ behandler, så besøg vores site Behandlerguiden.dk
