I de seneste år har der været en betydelig opmærksomhed rettet mod stress og dets konsekvenser. Dette har ført til en stigende interesse for discipliner, der fungerer som modvægt til stress. Disse discipliner sigter mod at skabe indre ro, balance samt give sindet og kroppen mulighed for hvile og regenerering.
Og her er gamle østlige træningstraditioner for krop og sjæl, som meditation, yoga, Tai Chi – og ikke mindst Qi Gong, kommet i søgelyset og udbydes og udøves af flere og flere mennesker, som en vej til selvhjælp og større livskvalitet.
Hvad er Qi Gong?
Qi – betyder frit oversat energi eller livsenergi. Gong betyder at arbejde med, at opnå en færdighed i at arbejde med. Qi Gong betyder altså at arbejde med livsenergien eller opnå en færdighed i at arbejde med energi.
Som vi ved, er der energi i alt, lige fra solens stråler over naturfænomener som vulkaner, tyfoner og tsunamier til kalorieindholdet i vores føde eller den kraft som driver biler, motorcykler og fly frem. I qi gong handler det om ”kropsenergi” – den energi, der danner grundlaget for, hvordan vi har det fysisk og psykisk. Udsagn som: ”jeg har ingen energi” eller ”hun er fuld af energi” er ubevidste udtalelser om energiens tilstand i kroppen.
Vi kan sammenlignevores kropsenergi med et batteri. Nogle batterier er små og kan kun lige akkurat holde lys i en lommelygte – andre er store og kan starte et fly eller et tog. Qi Gong kan lære dig at forøge størrelsen på dit batteri – og lade det op til sit fulde potentiale!
Qi Gong tilstanden
Qi Gong tilstanden er en tilstand af vågen opmærksomhed, hvor den del af nervesystemet, der har med aktivitet at gøre, deaktiveres – og den del der har med ro, hvile, regeneration og fordøjelse stimuleres. Med tiden og øvelsen vil den opleves som en tilstand af både fysisk og psykisk afspændthed med mental ro.
Når der trænes Qi Gong er det ikke ualmindeligt, at det i starten opleves som om tankevirksomheden føles kraftigere end normalt. Det er ikke tilfældet – du er bare mere opmærksom. Faktisk er det en del af træningen i Qi Gong – at skærpe opmærksomheden.I dagligdagen arbejder vores hjerne på højtryk – men når vi laver Qi Gong, sigter vi hen imod at give hjerne og krop et pusterum. I dette pusterum er det naturligt, at der dukker alle mulige tanker op – rester fra vores hverdag og den indre dialog tager fat. Du bør lade tanker være tanker – uden at forsøge at styre eller kontrollere dem. Blot lade dem passere forbi, som billederne på en film – uden at fastholde dem.
I din Qi Gong træning vil du gradvist skærpe din opmærksomhed og lære at lytte til din krop og dens signaler. Lære at være med det, der er – lige nu og her –og acceptere. Samtidig er det en fantastisk mulighed for at blive mere bevidst omkring din krop og dens signaler – og dermed lære at gøre det, der er hensigtsmæssigt for dig – i stedet for at vente til et mindre ubehag har udviklet sig til en kronisk tilstand.
Læs hele artiklen her: Qi Gong balancerer krop og sind
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.