Det ændrede Trines liv at dø
En novemberdag for tre år siden døde Trine Appel. Hun faldt om i sit hjem foran sin mand og børn, og i op mod ti minutter stod hendes hjerte stille. Men Trine fandt tilbage til livet, og i dag beskriver hun oplevelsen som både voldsom, smuk og tryg. Mødet med døden har vendt op og ned på Trines forestilling om, hvad der venter os på den anden side. Og det har endda givet hende brændstof til hendes nye ungdomsroman..
Af Gitte Meyer Madsen
Den røde farve er forsvundet fra Trines læber. Nu er de blålige, og også ansigtet har mistet den sunde kulør. Trines mand Søren har lagt hende i sideleje på sengen i stuen. Det var ikke nemt at få hende om i den stilling, for hendes krop er i krampe og stiv som et bræt. Søren er ude af sig selv. Hvad sker der med hans elskede? Hvorfor er hun besvimet? Han løfter forsigtigt Trines øjenlåg. Det, der møder ham, er skræmmende. Et blik, han ikke kender. Et par døde øjne.
Klokken er 7.30, da Trine får hjertestop i familiens hjem i Nyhavn i København. Et par timer tidligere er hun vågnet med smerter i brystet. Hun spiser et par morfinpiller som så mange gange før det sidste halvandet år og falder i søvn igen. Men da hun senere står op, tager smerterne til i styrke. Trine har ondt i mellemgulvet, smertelige stråler i ryggen, summen i armene, koldsved og en voldsom kvalme, der får hende til at kaste op.
”Ad! Mor kaster op i en gryde!” hører hun sønnen Leo på ti år udbryde. Søren har været hurtig til at hente den i køkkenet. Men ingen af dem har fantasi til at forestille sig, hvad der skal til at ske..
Uforklarlige symptomer
I 2013 fik Trine stillet diagnosen ustabil angina pectoris – ustabil hjertekrampe, som hun siden har fået medicin for. Hun mærker ikke mere til sygdommen, før halvandet år inden hjertestoppet. Her begynder Trine at døje med nogle symptomer, som hun aldrig rigtig får en forklaring på, hvad kan skyldes. Hun bliver opereret for galdesten, men symptomerne forsvinder ikke. Og denne novembermorgen går det altså helt galt.
”At ligge i sideleje gav mig kortvarigt ilt til hjernen, og jeg kan huske, at jeg vågnede op helt kort efter at have været væk. Søren sad oppe ved mit hoved, og min ældste søn på 22 stod og råbte ind i telefonen: ’I skal komme nu! Det er nu!’ Jeg nåede lige at tænke, at noget var helt galt, og så var jeg væk igen,” fortæller Trine og bliver lidt fjern i blikket.
”Tænk engang. Det skete lige dér. Det er vildt nok, ik?” siger Trine og peger over mod dobbeltsengen, der står i et af stuens hjørner. Et lyst tæppe pryder sengen, hvor et par puder er sat pænt op side om side, og det er svært at forestille sig, at noget så dramatisk som en genoplivning skulle have fundet sted i dette hyggelige rum for knap tre år siden.
Små glimt
Trines familie har fortalt hende, at paramedicinerne hurtigt dukkede op. De kom væltende ind i stuen, og den ene hev Trine fra sengen og ned på gulvet, hvor han begyndte at give hende hjertemassage – så hårdt, at hun brækkede tre ribben. Kort efter kom en anden paramediciner farende med en hjertestarter, og han gav Trine adskillige stød, inden de bar hende ned til ambulancen.
”Jeg husker, at jeg undervejs i forløbet vågnede i små glimt – som da jeg på en båre blev bugseret ned til ambulancen ad den smalle, snørklede trappeopgang, da nogen sprøjtede kontrastvæske ind i min arm, og da en sygeplejerske sagde: ’Du har haft hjertestop, Trine.’ Det husker jeg. Men jeg vågnede først rigtigt, da jeg lå på intensiv … Det føltes meget uvirkeligt det hele,” husker Trine.
Samme aften kom Trines mand og tre børn – hendes to drenge på ti og 22, som havde været i lejligheden, da Trine faldt om, og hendes datter på 18.
”Min datter græd meget, da hun så mig. Jeg selv og mine sønner reagerede først rigtigt nogle dage senere, sikkert på grund af chok. Så kom tårerne. Men midt i alt det voldsomme følte vi os også ekstremt lettede. Og lykkelige over, at jeg klarede den,” fortæller Trine.
Dødsangsten forsvandt
I tiden efter hjertestoppet modtog Trine krisehjælp, men hun havde det sådan set fint og følte sig overraskende rolig oven på episoden:
”Jeg oplevede, at den dødsangst, som jeg har kæmpet med, siden jeg som lille pige var ved at drukne, forsvandt fuldstændig. Som ung gik jeg endda i terapi for min dødsangst. Men med hjertestoppet forsvandt angsten. Jeg opdagede jo, at der ikke er noget at frygte. Jeg var blevet omsluttet af noget mørkt, roligt og fuldkommen trygt. Jeg følte mig vægtløs, og jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene. Om det var Gud, min afdøde far eller bedsteforældre, kan jeg ikke sige, men det føltes … rart,” fortæller Trine.
Senere kom en reaktion alligevel snigende. En sorg, en eksistentiel ensomhed og en følelse af ikke at kunne overskue noget. Nu trådte en hospitalspræst til, og hende er Trine kommet hos siden. Også derhjemme har de talt om episoden mange gange. Længe undrede Trine sig over, at hun havde en stensikker følelse af at have været ude i entreen i de minutter, hjertestoppet stod på. Men hvorfor var den følelse så stærk?
”Jeg vidste præcis, hvor jeg havde været i entreen. Men min mand fortæller, at jeg aldrig var derude. Heller ikke da jeg blev båret ud af lejligheden af ambulancefolkene, for de gik gennem køkkenet,” fortæller Trine med rynkede bryn.
”Men det viste sig jo,” fortsætter Trine og lyser op i et smil, ”at jeg var hos min yngste søn. For han har fortalt mig, at han sad præcis dér, hvor jeg føler, at jeg har været, da paramedicinerne arbejdede med min krop – og så giver det hele jo mening. Han sad der helt lille og skræmt. Selvfølgelig var jeg hos ham. Min sjæl var i hvert fald. Og da det gik op for os, blev vi faktisk lidt rørt begge to. For så ved vi, at den dag, jeg dør, så er jeg hos ham,” siger Trine.
En livline under huden
Hjertestop-oplevelsen har sat sig spor både fysisk og psykisk.
”Jeg er stadig ved at flytte ind i min krop. Jeg tager nu så meget medicin, at kroppen har forandret sig. Jeg har for eksempel taget ti kilo på og må gå med støttestrømper for ikke at svulme op,” fortæller Trine og smøger sit bukseben op, så jeg kan se hendes let hævede ankler.
”Og så har jeg fået opereret en ICD ind i brystet, som har tråde ned til hjertet. Jeg fik et chok første gang, jeg så den, og blev faktisk ekstremt ked af det. Den er jo på størrelse med en lighter … Men nu er den en del af mig, og ja, man kan se den, hvis man kigger efter – men den er min livline og får min familie og mig til at føle os trygge,” siger Trine.
”Psykisk … ja, så mærker jeg mere efter, hvad jeg føler. Jeg gider ikke så meget pis længere. Jeg har altid været temmelig konfliktsky og nok altid mærket for sent, når min grænse er blevet overtrådt. Men nu siger jeg fra. Lige med det samme,” siger Trine med en vis fasthed i stemmen.
”Ellers ligner min hverdag sig selv. Jeg har ikke pludselig fået en idé om, at jeg nu skal springe i faldskærm, sejle Jorden rundt eller flyve med luftballon. På den måde lever jeg mit liv, som jeg hele tiden har gjort det. Men jeg må sige, at oplevelsen har gjort mig mere troende. Jeg har altid været et tvivlende menneske, og jeg er stadig i tvivl. Men jeg sender oftere end tidligere en tanke opad og siger tak for de gode ting, der er sket i dag,” smiler Trine.
Oplevelsen inspirerer
Som skuespiller har Trine tidligere lavet masser af teater og tv-serier, men i dag helliger hun sig sine skriverier. Trine har uddannet sig til manuskriptforfatter og arbejder nu mest med at skrive på tv, film og romaner. Netop nu er hun aktuel med en ungdomsroman, hvor hun forener socialrealisme med fantasy. Og at hjertestop-oplevelsen har sat sit aftryk på hendes arbejde, er tydeligt.
”Oplevelsen har i den grad styrket min tro på, at der er mere mellem himmel og jord – og det er der også i min bog. Den handler både om kristendom, men også om troen på skytsdyr. Og troen på, at der findes noget, vi ikke helt ved, hvad er. Den slags har jeg altid været meget fascineret af, og min hjertestop-oplevelse har kun gjort min interesse for den slags større. Derudover handler bogen om, hvordan man tackler modgang og kriser, og her reagerer mine karakterer fuldstændig, som mennesker tæt på mig reagerede, da jeg fik hjertestop. Så ja, jeg har helt sikkert ladet mig inspirere,” fortæller Trine, som dog ikke lægger skjul på, at oplevelsen har været drænende.
”Det har været hårdt for min familie. Hårdt for min krop. Hårdt for psyken. Men nu er jeg der, hvor jeg ser fremad. Og jeg er ikke det mindste bange for, at det skal ske igen. Min indopererede ICD passer på mig – og så ved jeg jo også nu, at der ikke er noget at være bange for, når vi engang skal herfra. For vi kommer et godt sted hen,” smiler Trine.
Faktaboks :
Trine Appel er født i 1972. Hun er gift med skuespiller Søren Poppel og har tre børn på 24, 20 og 13. Trine er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole og manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun har udgivet flere ungdomsromaner og arbejder i dag som manuskriptforfatter ved siden af skuespillet.
Netop nu er hun aktuel med ungdomsromanen Fortidens Port – Ildfuglen 1, første bog i en trilogi. En fantasyroman om danmarkshistoriens sidste og mest berømte kongemord – mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286.
Læs også vores interview med Anne Sofie Espersen.
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.