Man skal gøre en forskel – og man skal gøre sig umage
Vi kender hende som den tjekkede vært, som med fast hånd gelejder os gennem TV2-nyhederne og stiller skarpe spørgsmål til magthaverne. Men uden for skærmen er Cecilie Beck ingen „frøken skrap”, og selv om hun brænder for journalistik og har sine meningers mod, har hun også andre og „blødere” passioner. Sundhed og motion, økologi og familieliv for eksempel – og en lille indonesisk forældreløs pige ved navn Haya. Og så har hun fundet en mand, der kan få hende til at græde af grin … også af sig selv.
Af Maiken Buchwald Christensen
Foto: Lisbeth Holten
Cecilie Beck er ikke religiøs – hverken når det gælder mad, motion eller Gud.
– Jeg tror ikke på nogen højere magt! Absolut ikke – selv om jeg nogle gange ville ønske, at jeg gjorde. Jeg har gode indre ressourcer og føler, at jeg kan stå meget imod. Når jeg trænger til trøst, og Rasmus (ægtemanden Rasmus Tantholdt, red.) ikke er i nærheden – eller jeg er sur på ham, haha – tyr jeg til enten en god veninde eller mine søskende. Vi har et meget nært forhold.
Eller også løber Cecilie sig en tur, for selv om det måske ikke lige er det, hun har mest lyst til, ved hun, at hun vender mere afklaret og gladere hjem igen.
– Jeg indså tidligt i livet, at når det kommer til stykket, er vi jo alle alene. Så jeg er god til at søge trøst i mig selv … Nogle gange måske lidt for god. Jeg kan gå flere dage med et problem eller en følelse uden at have behov for at snakke med nogen om det. Ikke at jeg er indadvendt, men jeg kan rumme problemet og arbejde med det, uden at det behøver komme ud.
Selvfølgelig kan jeg blive frustreret og også ked af det. Men det er en del af livet, ligesom ensomheden er det. Indimellem kan jeg da også godt kede mig lidt i min ensomhed, men for det meste nyder jeg virkelig at være alene og ikke „være på”, men fuldstændig ubeskuet.
Cecilie Beck vil egentlig også gerne i gang med at meditere igen og tog derfor for nylig en prøvetime.
– Men der var simpelthen for meget neo-religiøs uvidenskabelig snik-snak. Så nu overvejer jeg i stedet at meditere herhjemme ved hjælp af cd’er. Desuden dyrker jeg rigtig meget yoga for tiden, og dér kan jeg faktisk også godt komme i en lidt meditativ tilstand.
Mennesker har altid haft et religiøst behov, og i og med at den kristne tro har mistet sit tag i folk, er det ikke så underligt, at der er begyndt at blomstre alt muligt andet op. Jeg tror, at summen af religiøsitet til evig tid vil være lige stor. Jeg tror bare ikke selv på „noget større” og har aldrig haft behov for det. På nær måske et par gange, hvor noget har gjort så ondt, at jeg ville ønske, at jeg kunne tro på, at der var en mening med det og en højere magt, der kunne hjælpe mig. Men det kunne jeg altså ikke.
Det er vores pligt at hjælpe
Til gengæld tror Cecilie Beck på vigtigheden af at hjælpe, hvor man kan – og af at pleje sine relationer. Fra sit arbejde som ambassadør for SOS Børnebyerne, og som fadder for et barn i Indonesien og et i Burundi har hun oplevet, hvor stor betydning selv små håndsrækninger har.
– Min sociale samvittighed har jeg haft med mig helt fra barndommen, hvor jeg flere gange oplevede mine forældre hjælpe familier, som var dårligere stillet, end vi selv var. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og har givet mig en forståelse for, at medfølelse ikke er nok. Der skal også handling til. Det er ganske enkelt vores pligt at gøre noget for andre! Både når vi har overskuddet til det – og også når vi ikke har. Og det handler ikke kun om at hjælpe mennesker i den tredje verden, men også om at gøre en forskel herhjemme i det samfund, vi er en del af. Verden hænger simpelthen ikke sammen, hvis ikke vi drager omsorg for hinanden. Så kan heller ikke et samfund som det danske eksistere.
Cecilie Beck læste på et tidspunkt et tankevækkende interview med en sygeplejerske på et hospice.
– Hun fortalte, at hun aldrig havde hørt nogen, som når de på deres dødsleje lå og gjorde regnskab over deres liv, sagde ”Jeg arbejdede ikke nok”, ”Jeg gik ikke tilstrækkeligt op i min karriere” eller ”Mit hus var ikke flot nok, min bil var ikke stor nok, og hvorfor fik jeg ikke købt nogle flere flotte ting”. Det, de fortrød, var, at de ikke havde plejet deres familie, deres relationer, deres børn, deres kærlighed godt nok. Der er ingen, der fortryder, at de aldrig fik den Porsche … Det er ikke det materielle, der har betydning, og det tror jeg er meget vigtigt at være opmærksom på.
Nyd anemonerne
– Der stilles så mange krav til os: Vi skal bo på en bestemt måde, se ud på en bestemt måde, bage de rigtige brød og de rigtige kager og så videre og så videre. Men vi skal altså huske på, at det er kvaliteten af vores relationer, der giver livet kvalitet – ikke alle de materielle ting og materielle demonstrationer. Jeg er bombesikker på, at ingen af os vil ligge på vores yderste og tænke ”Jeg skulle have bagt nogle flere kager, jeg skulle have haft flere strømper i grå nuancer, jeg skulle have haft mere tøj fra Louis Vuitton”. Men måske vil mange ligge og tænke ”Hvorfor fik jeg ikke gået mere i skoven med mine børn, mens de var små, og set anemonerne, der sprang ud?” At gøre sig klart at det er relationer, der gør én lykkelig og ikke alt muligt andet … Dét er bevidst livskvalitet for mig.
Nelson Mandela har engang sagt, at vores liv skal gøres op i den forskel, vi har gjort for andre. Det er Cecilie Beck helt enig i.
– Det kan godt være, at du, når du forlader denne verden, har skrabet en kæmpe formue sammen eller har bygget et eller andet vanvittigt palads. Men dét, værdien af ens liv skal måles i, er efter min mening, om man har gjort en positiv forskel for andre mennesker. At skrabe formuer sammen er jo ikke i sig selv interessant. Det bliver først interessant, hvis man bruger sin formue aktivt til f.eks. – som Bill Gates gør det – at finansiere udviklingen af teknologi, der gavner verdens fattigste. Eller at man har skabt sin formue ved at opfinde noget, der er til gavn for menneskeheden. Det skal ligesom have en betydning for andre menneskers liv, ellers er det da for kedeligt.
Cecilie Beck prøver selv at gøre en forskel og ikke kun gennem arbejdet for SOS Børnebyerne.
– Jeg synes også, jeg gør det via min journalistik. For mig er journalistik en meget væsentlig måde at bidrage på, fordi vi giver folk de informationer, de skal bruge til at tage stilling. At tage stilling er livsvigtigt i et demokrati, ellers fungerer det jo ikke. Og hvis vi ikke gør det på et oplyst grundlag, fungerer det heller ikke.
Noget andet vigtigt – som jeg også håber at give videre til mine børn, men ikke helt ved om er lykkedes – er viljen til at gøre sig umage. For det kan jeg godt savne en lille smule i vores samfund i dag … At folk virkelig gør sig umage.
Ikke sund for sundhedens skyld
Selvom Cecilie Beck både privat og fra jobbet som vært på TV2s hedengangne sundhedsmagasin Praxis er optaget af sundhed, er hun som sagt ikke religiøs.
– Jeg synes ikke, man skal leve sundt for at være sund, men for i så mange år som muligt at have det godt i sin krop. Når jeg gør de ting, jeg gør, er det både, fordi det får mig til at føle mig godt tilpas her og nu, og fordi – og det er noget, jeg tænker meget på, når jeg dyrker yoga – jeg gerne vil forebygge alle de smertelidelser, ryglidelser, knælidelser, hoftelidelser, som mange mennesker jo slæber rundt på. For puha, hvor vil jeg gerne undgå dem!
Så det er af hensyn til planetens ve og vel mere end af hensyn til sit eget, at Cecilie er en varm fortaler for økologi.
– Ja, vi indtager jo giftstoffer i en eller anden mængde ved at spise ikke-økologisk, men jeg ved ikke, om det er nok til at slå os ihjel. På nogle områder synes jeg ikke, at jeg kan smage forskel, men på andre er de økologiske produkter klart bedre.
Når Cecilie spiser mange grøntsager, er det bl.a., fordi hun stort set er holdt op med at spise stivelse.
– Jeg spiser ikke rigtigt brød, kartofler, pasta og ris længere. Ikke fordi jeg tror det er skadeligt, det bidrager bare ikke rigtigt med noget. Når jeg udelukker stivelse, er jeg jo tvunget til at spise noget andet – og det er så grøntsager. Jeg laver nogle meget tunge salater med kål og rodfrugter, så jeg tror, at jeg helt automatisk får temmelig meget frugt og grønt.
Men selvom Cecilie Beck spiser sundt og motionerer meget, får sundheden aldrig nogensinde lov til at spærre for nydelsen.
– Jeg er skam både til flødesovs og rødvin. De dér maks. syv genstande om ugen … Det er meget få uger om året, jeg kan nøjes med dem.
Drop croissanterne
Også sukkerfælden kan Cecilie Beck falde i – især på jobbet.
– Jeg tror, mange kender det: Man spiser frokost kl. 12.30 – og kl. 15 dykker blodsukkeret, så man får en vild trang til noget sødt. På et tidspunkt arbejdede jeg på en redaktion, hvor vi skiftedes til at lave en lille frugtskål til hinanden. Vi skar frugten i små stykker, dryssede måske lidt kokos eller chokolade over – og gik rundt og serverede dem for kollegerne i små papkrus.
For det første føltes det virkelig som en „treat” at få det serveret, og for det andet betød det, at man undgik at forvilde sig ned i kantinen efter marsbar eller en kage.
– Og så er der alt det junk, man serverer til møder … Det er jo helt vildt, som det bliver spist. Croissanterne er her, der og alle vegne. Jeg kan ikke fordrage dem, men står der sodavand og croissanter på bordet, kan folk ikke lade det stå. Jeg tror, det sidder i én helt fra barndommen, fordi der dengang var restriktioner på de ting. Så når det er der, og det er gratis, skal det bare høvles ind.
Fjern det dog og sæt noget sundt frem i stedet. Vi prøvede på et tidspunkt med rugbrødsmadder med spegepølse pyntet med grøn peber. Det spiste folk også, og der var ingen, der brokkede sig.
– Tit handler det jo også om, at vi forbinder mad med omsorg. Vi føler, at når nogen serverer noget for os, så drager de omsorg for os. Derfor kan man blive lige så glad for en fin rugbrødsmad skåret ud i en kreativ trekant som for et stykke wienerbrød. Det gør jeg i hvert fald. Hvis du gerne vil være sundere og måske tabe dig – så start med at holde fingrene fra sodavand. Det er helt sindssygt så meget sodavand, der drikkes i Danmark. Det er flydende tomme kalorier, og det tager jo nærmest en halv times spurt at brænde en enkelt cola af.
Påvirket af glansbilleder
En anden ting, Cecilie gerne vil have gjort op med, er det, hun kalder perfektionens svøbe.
– Ideen om, at man skal være perfekt, plager hele min generation af kvinder, dén grad er ødelæggende for livskvaliteten, og jeg kæmper også selv for at undgå den. For der er jo – med alle de medier vi har, alle de glittede dameblade med retoucherede kvindekroppe og Facebook og Instagram, hvor folk udstiller deres liv som moderne glansbilleder – en forventning om perfektion, som jeg tror er medvirkende til, at så mange dratter om med stress og depressioner. Og ork ja – jeg bliver selv påvirket af glansbillederne, jeg er også typen, som, inden der kommer gæster, suser rundt og samler nullermænd op i krogene. Jeg ved ikke, hvad det skyldes? Måske noget med, at hvis der er kaos indeni en, så kan man da i hvert fald prøve at skabe orden udenpå.
Men jeg tror virkelig, at det er vigtigt – også af hensyn til vores døtre – at vi prøver at gøre op med alle glansbillederne og tør vise os som den kvinde og menneske, vi er – med plusser og minusser. Det øver jeg mig i hvert fald på.
Cecilie Beck dyrker meget motion, helst hver dag, hvis hun kan komme til det. Og ikke kun for formens skyld, også fordi det gør hende glad.
– Jeg kan ikke undvære motion, men det er lidt forskelligt, hvad jeg dyrker. For mig skal motion helst være sjovt, jeg har brug for at lege, så hvis jeg laver det samme for længe, bliver det kedeligt. Lige nu skifter jeg imellem løb, yoga og bodyflow, som er en blanding af yoga, tai-chi og pilates. Sammen med styrketræning er det en god kombination, fordi jeg så også bliver strakt ud og får lidt ro i sindet. Desuden løber jeg tre gange om ugen en morgentur rundt om Gentofte sø. Det gør mig glad at løbe og er nemt at få passet ind med jobbet. Jeg lægger løbetøjet parat om aftenen og hopper i det, så snart jeg står op – for ellers kommer jeg ikke af sted.
Lige for tiden har hun fokus på at løbe stærkt og til gengæld ikke så langt – kun omkring tre kilometer.
– Jeg holdt en pause, mens børnene var helt små, men har løbet fast i hvert fald de sidste tolv år. Og før det spillede jeg håndbold, men det var nu mere, fordi det var sjovt, end for motionens skyld.
Rummeligheden er det vigtigste
Vil man gøre indtryk på Cecilie Beck, skal man få hende til at grine – og det kan hendes ægtemand gennem de sidste fire år, TV2-korrespondenten Rasmus Tantholdt.
– Rasmus kan få mig til at grine, så jeg græder – især af mig selv. Det er befriende, for jeg er slet ikke så hård og skrap, som mange har indtryk af fra skærmen. Tværtimod har jeg let til tårer, både når jeg bliver glad, og når nogen eller noget gør mig ked af det.
Udover at de får hinanden til at grine, er der også andre områder, som Cecilie og Rasmus er opmærksomme på at holde øje med, sætte pris på og udvikle.
– Man skal hele tiden huske på, at selv om man jo som par bliver en slags samarbejdspartnere, så er man altså også kærester og skal kurtisere hinanden.
Desuden er vi meget opmærksomme på ikke at forsøge at lave hinanden om. Det lyder så enkelt, men er rasende svært. Det sværeste – og noget, som jeg selv slås meget med og kan se, at også andre gør – er at kunne rumme andre mennesker i deres fulde hele. At der ikke er sider hos dem, jeg elsker, som jeg ikke kan lide, væmmes ved, ikke ønsker at „få med i købet” – og som jeg, hvis jeg kunne, har lyst til at få fjernet kirurgisk.
Men at kunne rumme alt, hvad der er i både min mand og mine børn – det er en vigtig øvelse for mig. Så sent som i morges havde jeg et skænderi med min datter, fordi ingen af os lige på det tidspunkt kunne rumme hele hinanden. Jeg kan mærke, at jo mindre stresset jeg er, jo mere jeg er i balance med mig selv, jo bedre jeg har det med mig selv, jo bedre kan jeg også rumme andre mennesker. For mig er rummelighed det vigtigste, den største gave, man kan give hinanden – og noget, jeg tror, jeg kommer til at arbejde med hver eneste dag.
Hurra for udfordringer
Ikke bare karrieremæssigt, men også personligt er Cecilie Beck kommet et syvmileskridt videre, fra hun i 1997 med eksamensbeviset fra Danmarks Journalisthøjskole trådte over tærsklen til den virkelig voksne verden.
– På det personlige plan skyldes det bl.a. en skilsmisse, som jeg, når nu det skulle være, tog mig sammen til at lære en masse af. Jeg har også lært meget af at indgå i et nyt parforhold. Og så har jeg lært en hel masse af, at mine børn fra at være skabt relativt meget i mit billede har udviklet sig til to selvstændige individer, som også skal bo og leve her i huset, selv om de ikke altid har den samme mening om tingene som jeg. Det kræver altså også, at man udvikler sig. Hurra for udfordringer, det er i dem, der er udviklingsmuligheder. Er der for langt imellem udfordringerne, kommer jeg også let til at kede mig.
Arbejdsmæssigt har den hidtil største udfordring været den direkte dækning af valget til Europaparlamentet i maj sidste år, som hun stod for sammen med kollegaen Poul Erik Skammelsen.
– Da prøvede jeg for første gang at lave sådan en helt stor fuldskala valgaften inde på Christiansborg. Men det er også udfordrende at lave et kritisk interview i nyhederne. Det er sjældent, at jeg bagefter bare tænker ”Den sad lige i skabet, det kunne jeg simpelthen ikke have gjort bedre”. Det er en evig udfordring, og det synes jeg er sjovt.
Jeg er ikke nervøs, men jeg er altid spændt. Det synes jeg også, man skal være, for ellers tror jeg, at man har mistet respekten lidt for det. Men nervøs er jeg ikke, for hvis jeg fejler, er det værste, der kan ske jo, at folk sidder og griner og tænker ”Hold kæft, det gik dårligt, det var hun godt nok ikke god til dét der”. Det er selvfølgelig ikke særlig rart, men livet går trods alt videre, og der er ingen, der dør.
Læs også vores interview med Anne Hjernøe
Søger du en alternativ behandler, så besøg vores site Behandlerguiden.dk
