Livet skal være et patchwork
For skuespiller Laura Drasbæk handler livet om at være tro mod det, som hun selv vil – som for eksempel den keramik, som hun er begyndt at lave, og som hun stadig er i gang med at definere.
Af Dorte J. Thorsen – foto Lisbeth Holten – Liv & Sjæl 2019
Skuespiller Laura Drasbæk er kendt af danskerne fra flere roller på film og tv. En af de mest kendte er, dengang hun spillede den ene af tre søskende, som flyttede fra København og ud i provinsen og ind i et hus på den fiktive vej Lærkevej, som også var navnet på tv-serien. Her fulgte man en flok på overfladen almindelige danskere i deres liv, der til gengæld absolut ikke altid var almindelige, men derimod bød på både op- og nedture, drama og komik. Serien gik i flere sæsoner og sluttede af med en spillefilm, hvor man fik bundet enderne sammen.
Marianne Sommerdahl
Men det er nogle år siden, og Laura Drasbæk har lavet meget siden. Og når lyset og solen vender tilbage efter den kommende vinter, så vil danskerne komme til at kende Laura Drasbæk som kriminaltekniker Marianne Sommerdahl i TV2 Charlies første egenproducerede krimiserie Sommerdahl, som er baseret på Anna Grues bestseller-serie om Dan Sommerdahl.
I første sæson sendes otte afsnit, der er bundet sammen, så to afsnit danner en samlet historie. Der kommer altså i alt fire historier spredt over otte afsnit.
”Ja, det er vældig spændende at være med i serien, og jeg nyder simpelthen så meget at filme den i øjeblikket. Vi er et godt hold – og vi har det sjovt,” siger Laura Drasbæk og fortæller, at Sommerdahl er en blue-sky-serie i modsætning til de nordic noir-serier, som der er produceret så mange af i Danmark i de seneste år.
Der er altså mere fokus på relationer og på at skabe en fortælling om skæbnerne, både de gennemgående og dem, som kun optræder i en enkelt historie. Der er også en generelt lysere og lettere stemning, selvom der naturligvis både er spænding og drama.
Og Laura Drasbæk spiller en af tre gennemgående karakterer, Marianne Sommerdahl, som også tæller Mariannes mand, politiefterforsker Dan Sommerdahl (spillet af Peter Mygind), og efterforskningsassistent Flemming Torp (spillet af André Babikian). De tre har hver især deres at slås med privat, mens de er forsamlet på samme arbejdsplads og skal løse krimigåder i fællesskab.
Få det hele med
I Laura Drasbæks eget liv i den virkelige verden er der imidlertid ikke fokus på hverken gåder eller drama. Tværtimod kan man næsten sige.
”Ja, jeg er et sted lige nu, hvor jeg søger ro og plads til at være mig selv, til at være alene. Det har jeg brug for som menneske, og dét lytter jeg til,” siger hun.
”Men når det er sagt, så har jeg også altid haft en stor grådighed og sult efter at få mest muligt ud af livet,” oplyser Laura Drasbæk og fortæller, at hun som yngre gerne ville alting – og også som ung havde en selvopfattelse af at kunne alt muligt.
”Men det har livet modbevist flere gange. Der er ting, som jeg ikke kan. Men på den anden side: Det at gøre forsøget og kaste sig ud i tingene og prøve dem af er også godt. Både fordi det giver erfaring – og fordi man så lærer, at det ikke er så farligt at prøve ting af,” siger hun.
Laura Drasbæk har nemlig en grund-energi, som hun selv beskriver som noget ulmende, der handler om at mærke livet og få det hele med. Men at få det hele med kan også være at lukke døren og sidde hjemme og læse bøger to måneder i træk.
”Det handler om, hvor jeg er i mit liv – og hvad jeg mærker, som er godt for mig lige nu,” siger hun og fortæller, at det er en livslang proces at lære sig selv at kende, men at hun inden for de senere år er blevet stadig bedre til at se visse mønstre og sammenhænge, som ikke var lige så tydelige, da hun var yngre.
Mønstre og sammenhænge, som giver hende en bedre forståelse af sig selv og en større dybde.
Balancen er vigtig
Mange vil måske sige, at det bliver nemmere at blive ældre, men for Laura Drasbæk er det også mere krævende – når det kommer til hende selv altså.
”Hvis jeg for eksempel reagerer på noget eller handler på en måde, som jeg ikke helt kan stå inde for, er jeg hurtigere nu til at stille mig selv til ansvar for det og gå i dybden med det. Hvad pokker skete der? Hvorfor reagerede jeg, som jeg gjorde? På den måde synes jeg, at jeg bliver bedre til at se faldgruberne i mig selv og har nemmere ved at gøre mig umage i livet. Jeg har så ikke som sådan noget krav om at være specielt smart eller succesfuld. Den slags er ikke længere så vigtigt. Men det er vigtigt, at jeg ved, hvorfor jeg handler, som jeg gør – og at det er mig, der styrer skibet, og at jeg er tro mod mig selv. Og så er det nærværet, både med mig selv og andre. Det er meget vigtigt,” fortæller hun.
Laura Drasbæk er i det hele taget optaget af det med nærvær – og balance, også i arbejdslivet. Ja, i øjeblikket er hun fokuseret på at finde og dyrke de ting, som hun kan stå inde for, så hun får skabt sig et liv, hvor hun laver de ting, som hun har lyst til.
Det handler derfor ikke kun om at sige ja, men også om at sige nej – og dermed om at acceptere, at der kan være perioder, hvor der ikke er noget arbejde. Betalt arbejde i hvert fald. For et er arbejde, noget andet er aktivitet.
Da Laura Drasbæk var yngre, kunne hun sagtens finde på at sige ja til arbejde, bare for at sige ja og for at tjene penge. Men det vil hun ikke længere.
”Og det er ikke, fordi jeg har fundet et pengetræ eller lignende. Men som skuespiller kan man være heldig at lave noget, så man efterfølgende – hvis man orkestrerer sin økonomi ordentligt – kan få måske et halvt år, hvor man ikke behøver at arbejde og så i stedet kan bruge tiden til andre ting,” siger hun og fortæller, at hun planlægger at bruge flere af de kommende mørke måneder på keramik.
Keramik og loven om tiltrækning
Netop keramik. Kunsten at forme i ler er nemlig noget, som Laura Drasbæk begyndte på sidste vinter, da hun deltog i et keramik-kursus.
”Jeg kunne med det samme mærke, at det her med leret og formgivningen var noget for mig. Jeg har også altid lavet masser af kreative ting, så det lå ligefor på mange måder. Og nu er jeg dér, hvor jeg har lavet flere ting i ler og tilmed har fået lov til at bruge et værksted. Så jeg satser på i den kommende tid at skulle finde ud af, hvad jeg kan lide at lave af ler. Det ved jeg nemlig ikke endnu. Er det kunst eller brugsgenstande? Og hvilken stilart? Og tusind flere ting. Det må jeg finde ud af – på den bedst mulige måde, nemlig ved at være i det, arbejde med det, prøve det,” fortæller hun.
For livet skal prøves, og Laura Drasbæk har mange gange i sit liv oplevet, hvordan det at sende energi i en bestemt retning betyder, at livet åbner sig, og verden giver hende det, som hun har brug for.
”Loven om tiltrækning siger, at det, vi indeholder og ønsker, det tiltrækker vi også. Så den lov giver jeg mit liv hen til nu. For der er et flow, som vi med fordel kan følge, hvis vi vil os selv det godt,” mener hun og uddyber:
”Det behøver nemlig slet ikke altid at være svært at være menneske. Man kan flyde med livet og med verden – og så vil man opleve, hvordan det hele åbner sig, og vi bliver givet så meget. Det er helt basalt i virkeligheden. Det tror jeg i hvert fald på.”
Et andet lag i tilværelsen
Laura Drasbæk er nemlig kommet til et sted i sit liv, hvor hun bliver mere og mere bevidst om, at der er et andet lag i tilværelsen end det, som vi umiddelbart kan sanse.
”Jeg kommer også fra en familie, hvor man ikke troede på noget. Og selv har jeg også brugt meget energi på ikke at tro. Jeg havde en følelse af, at man i mit barndomshjem anså det som en svaghed at tro, et behov for en ikkeeksisterende stok i stedet for at have kræfterne til at se verden, som den var – også selvom vi anerkendte både sjæl og ånd. Men religion var for dem, der ikke kunne klare tilværelsen,” siger hun og fortæller, at hun i dag i stedet er dér, hvor hun er søgende og er åben over for at tro på noget mere.
Blandt andet fordi hun fornemmer, at der findes dette andet og dybere lag, men også fordi hun igennem de seneste år har mødt flere mennesker, som netop har givet hende inspiration til at søge noget større at give sig hen til.
”Jeg ved ikke præcis hvad, og det finder jeg nok heller aldrig helt ud af. Men jeg ses jævnligt med gode, kloge mennesker, og vi har samtaler på andre planer, end jeg før har prøvet, og som åbner op for andre måder at se verden. Og her øver jeg mig konstant i ikke at lukke ned, men holde mig blød over for det, som jeg ikke kender eller kan veje og måle. Og jo mere jeg er lydhør over for, at verden er større, jo mere bliver den konstant ved med at vokse for øjnene af mig,” forklarer hun.
For det handler om at få tingene til at gro – også bogstaveligt.
Køkkenhaven og kroppen
Laura Drasbæk bor også tæt på sin kolonihave, som hun er meget glad for.
”Ja, jeg er næsten besat af at se ting vokse op af jorden, og her i sommer har jeg især haft salater, kartofler, bønner og jordbær i helt ekstreme mængder,” siger hun og afslører, at hun faktisk ikke er ret god til at lave mad, men at hun elsker at spise god mad.
Smagen i maden er så kun halvdelen af madglæden for Laura Drasbæk. Den anden halvdel handler om, hvad kroppen bliver glad af. Laura Drasbæk er nemlig i så god kontakt med sig selv, at hun kan mærke, hvad kroppen vil have.
”Ja, mad er jo brændstof til den maskine, som min krop er – og som jeg vil behandle godt. Så når min krop for eksempel siger, at den vil have sild eller måske rødbeder eller æg, så er mit svar, at det skal du, krop, da selvfølgelig også have,” siger hun og fortæller, at hun engang for mange år siden læste en bog, som opfordrede til, at man i en periode lyttede til kroppens signaler og gjorde – for så vidt det var muligt – det, som kroppen bad om, når den bad om det.
Skulle man tisse, rejste man sig og gik på toilettet – uanset hvor man var. Blev man træt, lagde man sig og tog en lur og så videre.
”Tanken eller filosofien bag var, at hvis man lytter mere efter, så vil der langsomt opstå en slags samtale. Vores kroppe er så vant til at blive overhørt i vores hektiske verden, hvor vi undertrykker så mange af vores behov hele tiden. Stress, søvnmangel, knuder i maven, spiseforstyrrelser og alt det lort, som vores verden er fuld af, kommer jo af, at vi ikke respekterer det hylster, som vi lever i. Men hvis man begynder at føje sig langt mere, lytter mere, kan man få et smukt samspil med sin krop. Man kan få lov at få langt flere og subtile signaler. Det har jeg i hvert fald haft en temmelig stor åbenbaring omkring, som jeg til stadighed øver mig på, men det er allerede smukt,” forklarer Laura Drasbæk.
”Men ja, indimellem overhører jeg med vilje signalerne – for eksempel i perioder med mange fester og lignende. Men det skal der også være plads til. Der er heller ikke noget, som jeg ikke spiser. For der skal være plads til det hele,” mener hun.
Der skal også siges nej
Der skal så også være plads til at sige nej. Nej både til jobs, til private aftaler og til medier, som vil høre om, hvorfor hun ikke længere er kærester med stuntmand Lasse Spang Olsen. Men det har Laura Drasbæk ikke været i halvandet år, så det er en vældig gammel historie – og hun er for længst videre i sit liv.
Det er derfor også meget mere spændende at høre mere om det nej, som endda var hendes nytårsforsæt ved årsskiftet 2018-2019.
”Ja, jeg besluttede faktisk ikke kun at sige mere nej, men også være mere hensynsløs. Det kan måske lyde voldsomt, men jeg havde brug for at udtale det så brutalt for mig selv, fordi det stadig føles hårdt at gøre. Men heldigvis er det nogle gange mere hensynsfuldt at sige nej end at sige ja. Hvis jeg for eksempel har brug for at være alene – og jeg har et stort behov for at være alene i mange timer om ugen – så er det ikke rigtigt af mig at sige ja til en aftale med en ven, hvis jeg i virkeligheden ikke har overskud til det før om 14 dage. Så er der mere respekt i at sige nej til nu, men ja til om 14 dage,” siger hun og fortæller, at hun tidligere har været alt for god til at føje andres behov fremfor sine egne.
Eller måske snarere indrette sig efter det, som hun troede var andres behov, og det som hun mente, at de forventede af hende.
”Men det vil jeg ikke mere. Nu siger jeg nej, men at jeg glæder mig til at ses om 14 dage. Et andet eksempel kan være, at jeg kommer til en begivenhed, men går igen allerede efter to timer, fordi nu har jeg brug for at komme hjem og være mig selv. Det synes jeg simpelthen kan være så svært. Men så kan jeg sidde dér og blomstre i flere timer og tælle minutterne, til jeg synes, at jeg kan tillade mig at gå, og hvem ønsker det? Det er der jo ikke nogen, der har gavn af. Så det er et underligt hensyn, som jeg har taget,” siger hun og fortæller, at det var svært i starten at sige nej og fra.
Men at hun med tiden er blevet bedre og har lært, at det altså bare er helt i orden, og at hun ikke behøver at forklare så meget – heller ikke over for sig selv. For det er helt o.k. at føle det, som hun føler – og reagere på det. Ja, at der i det nej også ligger en stor rummelighed og kærlighed til sig selv – og til andre.
Drengene, yoga og et liv i patchwork
Stor er hendes kærlighed også til hendes to drenge, som begge er teenagere, og som hun beskriver som en del af en fantastisk generation, som er meget frigjorte og kærlige, og hvor drengene også er fysiske, krammer og ligger i ske.
Ligge i ske gør man ikke til yoga, som Laura Drasbæk dyrker glad og gerne og helst flere gange om ugen.
”Jeg dyrker bikram yoga, og det har jeg gjort i cirka ti år. Det var en stor lykke, da jeg fandt det. Inden da havde jeg lavet astanga i mange år. Men bikram er min yoga-form. Det er så ekstremt med de 40 graders varme, de helt fastlagte stillinger og den lidt militaristiske stil, hvorved man bliver guidet igennem. Det passer til mit temperament, og så har jeg aldrig prøvet nogen træningsform – og jeg har været det meste igennem – som banker mig så meget ned og føles så godt bagefter. Det er mit helle, min kirke og mit hospital,” siger hun.
”Ja, yoga er faktisk også lidt en religion for mig. Det er i hvert fald en del af det patchwork af ting, som jeg gerne vil have i mit liv. For nej, jeg drømmer ikke specielt om at få den helt store hovedrolle længere, men langt mere en stabil og tryg blanding af at lave tv, film, teater, lydbøger og keramik. Og så FELT, som er en teatergruppe, jeg har været en del af nu i fem år, hvor vi efter at have spillet forestillinger i flere år, blandt andet på Huset og Sorte Hest, p.t. er i gang med at lave en film. Men altså det er nu, for jeg ved jo ikke, hvor jeg er, og hvad der interesserer mig om et år. For det handler for mig om at finde en balance, hvor jeg kan lave de ting, som jeg synes er sjove – og samtidig være åben for det, som kommer,” slutter Laura Drasbæk med det store smil og den varme, som man kender fra skærmen – men som virker dobbelt, når man møder hende ansigt til ansigt.
3 x 3
MAD
Hvad er der altid i dit køleskab/skab? Sambal oelek, havremælk og æg.
Hvad kan du ikke lide? Der er masser af mad, som jeg synes mindre godt om, men jeg kan ikke komme på en eneste ting, jeg har smagt, som jeg decideret ikke kunne lide.
Hvad er din livret? Østers, sushi, når det er godt lavet, supper generelt. Jeg elsker supper. Så jeg har ikke kun én livret. Det er også betinget af humør og periode.
ERFARINGER
Hvis du skulle nævne tre begivenheder i dit liv, som har givet dig en erfaring, som du ikke vil være foruden – hvad er det så for begivenheder – og hvilken erfaring fik du med?
Hm, det er desværre meget oplagt. Men det største er at have mine børn. Jeg ville have været en hel del mere utiltalende som menneske, hvis ikke de havde tvunget og lært mig at tilsidesætte mig selv lidt.
De mange, mange timer jeg har tilbragt sammen med teatergruppen Felt og de kloge mennesker dér – og især kvinden bag det hele, Sarah Kenter, har virkelig forandret mit livssyn og gjort mig blødere og gladere. De vigtigste begivenheder i mit liv har været langtrukne. Min oplevelse er også, at den erfaring, der virkelig bon’er og giver noget, den kommer ikke overnight.
De sidste ti år af min fars liv, det at se ham med det voksne blik, at kæmpe med ham, elske ham, lære af ham og forsøge at begribe ham – og at se ham dø, og hvad jeg har lært af det. Det er svært at beskrive med et par sætninger. Men at leve mit eget liv kan man måske koge det ned til.
FREMTIDEN
Du kan lide at leve i flowet og være tro mod dig selv, men hvis du skulle pege på tre ting, som du gerne ville vide om fremtiden, hvad ville det så være?
Der er ikke noget, jeg har lyst til at vide om fremtiden. Altså det skulle lige være, hvis vi mennesker begyndte at opføre os en hel del mere fornuftigt og fik vendt den skammelige ulykke, som vi har påført vores Jord. Samt at vi var i stand til at rette noget op og begyndte at behandle hinanden og verden meget mindre aggressivt og selvoptaget. Ja, så ville jeg gerne vide det. For jeg synes, at det ser sort ud, og det er opslidende. Men den del af livet går jo også sin gang. Sådan er det. En dag er vi væk, og om en million år kan det være, at livet igen er frodigt og uspoleret og blomstrer på Jorden – uden os. Det gør mig tit glad at tænke på – så kommer der noget andet.
Læs også vores interview med Anne Sofie Espersen.
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.