Hvad mange måske ikke ved, så er meditation en veldokumenteret vej til stresshåndtering og afspænding. Bliv klogere på denne naturlige mentale motionsform.
Meditation er en samlende betegnelse for en lang række teknikker, som har været anvendt og udviklet i mange forskellige kulturer i årtusinder. Meditation er gammel visdom, hvis oprindelige formål var at opnå kundskab og selvindsigt – at se ind i – og forstå sig selv. Ved hjælp af forskellige metoder, gennemgår man en mental omvendelse fra ekstrem udadvendthed til dyb indadvendthed. Effekten opstår ved, at man sætter afspændingen i system og dagligt sætter tid af til at meditere. Som med medlemskortet til motionscentret kommer effekten af regelmæssig træning. Man kan kalde meditation for den daglige mentale motion.
Meditation kan for nogen være omgivet med en del myter om anderledes traditioner om alt fra røgelsespinde til guruer. Men effekten ved meditation kommer ikke ud af eksotiske ritualer eller tro i religiøs betydning. Alt hvad der kræves for at få effekt af meditation er regelmæssighed i udøvelsen af meditation og en bekvem siddestilling, som kan være alt fra yndlingsstolen derhjemme til pladsen i toget.
Den største udfordring før man begiver sig ud i at lære at meditere, er i virkeligheden evnen til at turde give slip. Vi er alle ofre for behovet for kontrol. Behov for kontrol dræner os for energi. Daglig praksis med meditation lærer os evnen at slippe behovet for kontrol.
Dén dag du tager beslutningen om at lære at meditere, har du et redskab for livet …..
Man behøver heller ikke tro på virkningen af meditation for at få effekt af meditation. Man kan oven i købet sige til sig selv, at man ikke tror på effekten af meditation, hvis blot man anvender den rette teknik, vil effekten komme alligevel. Så det er teknikken i sig selv og ikke ”placebo-effekten”, der giver virkningen.
Det mentale pusterum
Vi har vænnet os til at holde vores sind og tanker i gang i næsten alle vores vågne timer. Vi arbejde, ser fjernsyn, går på nette og underholdes på forskellig vis.
Vi er næsten konstant i gang med noget, eller på vej til noget. Vi er under konstant pres på vores job, forventninger fra familien, forventninger til os selv om for lidt motion, for lidt søvn, dårlig kost og de generelle livsstilsvalg vi foretager. Vi tager os ikke tid til at mærke efter, om vi er på den rette eller forkerte vej.
Vi bombarderes så og sige konstant af impulser og indtryk, der går gennem vores 5 sanser. Tæller man minutterne på en dag, hvor man giver sig selv pusterum og lader sindet få ro til at bearbejde og reflektere over alle disse indtryk og kroppen ro til at restituere, er de ikke mange. Derfor akkumuleres stressen i os.
Mentalt kan vores underbevidsthed ganske enkelt ikke nå at følge med og ”arkivere” impulserne i de ”indre skuffer og skabe”. Meditation hjælper til at fordøje indtrykkene og at bringe sindet til ro. Den virker som en mental pause i den strøm af tanker og mental aktivitet, man oplever i hverdagen. Mange beskriver, hvordan de efter meditation har oplevelsen af at have tømt hovedet for tanker og at de opnår en dybere og mere rolig søvn.
Forskellige meditationsteknikker
Hvor vanlige aktiviteter er udadvendte og ofte fyldt med tankespring om fortiden og fremtiden, så er meditation en indadvendt aktivitet. Denne indadvendte aktivitet virker som et anker til Nuet, til en tilstand af væren i stedet for gøren. Det er i denne tilstand af væren at transformationen mod dyb afspænding sker, som en konsekvens af og udtryk for vores sande natur.
Meditation træner én i hele tiden at vende tilbage til Nuet. Det kan forekomme som en floskel på linje med at ”huske at leve i Nuet”. Men det er ikke desto mindre det, der sker i meditation og det man dagligt træner med den eller de meditationsteknikker, man har valgt at anvende.
Hvilken teknik man vælger at praktisere er en smagssag og eventuelt hvilket kursus man vælger at deltage på. Alle teknikkerne går i princippet ud på det samme, nemlig at koncentrere sig om en bestemt handling. Hver gang man er på vej væk fra den bestemte handling, eksempelvis fordi man bliver opmærksom på egne tanker eller lyde udefra, så vender man blidt og naturligt tilbage til handlingen.
En veldokumenteret vej til afslapning
Effekten af meditation har været kendt i lige så mange år, som meditation har været anvendt. Men med fremkomsten af moderne analysemetoder er gevinsterne ved meditation nu bevist i videnskabelig forstand.
De positive effekter af meditation er dokumenteret i adskillige videnskabelige undersøgelser verden over. Det er i dag almindeligt anerkendt, at man gennem regelmæssig meditationsudøvelse kan forbedre sit fysiske og mentale velbefindende, frigøre sig fra stress og øge sin kreativitet og energi i dagligdagen. Andre undersøgelser peger på, at meditation fremmer indlærings- og koncentrationsevnen, øger kreativiteten og styrker koordinationen mellem sind og krop.
Meditation et kvarter to gange om dagen er nok til afspænding og genopladning af energidepoterne. Men rent faktisk kan teknikken bruges mange steder hvor vi færdes i hverdagen. Man kan meditere på vej til
jobbet i toget eller bussen. Man kan måske lukke sin dør på kontoret om eftermiddagen – eller måske har ens virksomhed et rum hvor det er tilladt at trække sig tilbage i. Når man har mærket effekten af meditation
skal man nok finde egnede steder hvor tiden får lov til at ”gå i stå”.
At lære en meditationsteknik er enkelt. Der findes meget materiale om emnet. Det svære ved meditation er ikke teknikken i sig selv, det er at finde en regelmæssighed og forstå hvad der sker inde i, når man praktiserer meditation. Dér kan en god instruktør, der deler ud af sine egne erfaringer, være en uvurderlig hjælp. Et kursus tager nogle få dage og så har man et redskab for livet.
Meditationsteknikker
Der findes en lang række traditionelle metoder og teknikker til udøvelsen af meditation. Nedenfor er listet nogle af dem:
- Mental repetering, eksempelvis mental (altså som tanke) gentagelse af en lyd eller en bestemt sætning, også kaldet et mantra.
- Visuel koncentration, hvor man enten med åbne øjne eller for sit indre øje, fastholder et synsindtryk, eksempelvis flammen fra et stearinlys.
- Repetitiv fysik, eksempelvis vejrtrækning eller gang, hvor man udelukker alle andre indtryk, ved at fokusere på alle detaljer i åndedrættet som det går ud og ind, eller alle sanseindtryk under gang.
- Repetitive lyde, er lyde som gentages igen og igen.
Læs også artiklen: Mantra og meditation mod vrede.
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.