Jeg skal lære at være glad for at være en giraf
Hun er kendt som den sjove pige, men hun er meget, meget mere end det. Skuespiller Vicki Berlin er også dybt følsom, alvorlig og i besiddelse af en kæmpestor stædighed, der gør, at hun bare bliver ved. Også når det handler om at bryde ud af de båse, som andre putter hende ned i – og om den anden verden, som hun er nysgerrig på at vide mere om – og har mødt, for eksempel dengang et spøgelse kom til hende en sen aften på Fanø.
Af Dorte J. Thorsen – Foto Lisbeth Holten
Skuespiller Vicki Berlin fandt for nylig ud af, at hun er særligt sensitiv. Det var en erkendelse, som bragte klarhed, og som hun nu i det sidste halvandet år har lært at leve med. For nemt er det ikke at kunne mærke og fornemme alt omkring sig.
En gave at være særligt sensitiv
”For ja, det var på den ene side en stor gave at finde ud af, at jeg er særligt sensitiv. Jeg havde i lang tid troet, at jeg måske var depressiv, men det var jeg ikke. Tværtimod er det helt normalt at have brug for at trække sig tilbage og være helt alene, når indtrykkene er blevet for mange, og jeg er blevet overstimuleret,” siger hun og fortæller, at det på den anden side også er hårdt at være særligt sensitiv.
”For alt registreres, om det så er, når jeg for eksempel sætter mig i en togkupé. Så kan jeg mærke alle stemninger og høre ud fra, hvad folk siger, hvordan de har det – og så vil jeg jo gerne hjælpe. Sådan er det nemlig også at være særligt sensitiv. Man er nærmest en mental ambulance, så derfor hører jeg tit musik, når jeg kører med toget – simpelthen for at beskytte mig selv og ikke få for mange indtryk ind,” siger Vicki Berlin, der ellers som alle andre særligt sensitive holder meget af stilhed.
Støj er derfor også noget af det værste, som særligt sensitive kan udsættes for – og det oplevede Vicki tidligere på sommeren, hvor hun spillede revy i Odense og boede på et hotelværelse, hvor en generator lige udenfor gjorde, at hun ikke kunne sove. Så midt om natten måtte hun skifte værelse.
”Som særligt sensitiv må man tage sine forholdsregler, og det er jeg også i gang med at lære. For eksempel lægger jeg ikke længere tre café-aftaler ind i kalenderen oven i hinanden. For selvom det er dejlige ting, så skal der være plads og tid til at fordøje. Ellers brænder jeg alt mit krudt op,” siger Vicki og fortæller, at hun trods en stigende accept af særligt sensitive ikke lufter det at være særligt sensitiv alle steder.
For nok har begrebet været kendt i Danmark i snart ti år, men der findes stadigvæk dem, der rynker på næsen ad det og kalder det hysterisk.
”Men det er det ikke. Vi er mange, der er særligt sensitive – og det kan være hårdt, ja. Men det er også en gevinst. For glæderne bliver større og føles maksimalt – og de små ting i hverdagen bliver kilder til endnu mere fryd som for eksempel de to egern, som jeg har udenfor i haven, og som jeg bliver begejstret over at se hver eneste gang, at de viser sig,” fortæller Vicki, der også oplever, at det at beskæftige sig med noget manuelt er godt, når den indre film, der hele tiden kører hos en særligt sensitiv, skal slukkes.
Et otte år gammelt brev
Så kan hun gå ude i sin have og tage ukrudt op og få ro på sig selv og den indre tankestrøm. Men hun kan også finde på at beskæftige sig med ord i kryds og tværs-bladet FIND ORD.
Ord var der også i det brev, som Vicki Berlin modtog for hele ni år siden, da hun var med i Vild med dans. Et brev som hun genfandt for nylig, og som var fra en seer, der havde sendt en fotokopi af en artikel om at være særligt sensitiv. For det mente seeren nok, at Vicki Berlin var. Det brev havde Vicki ikke fået svaret på tilbage i de hektiske dage, men omvendt havde hun heller ikke smidt det ud. Og nu lå det der, og Vicki fandt det få måneder efter, at hun havde fundet ud af, at hun var særligt sensitiv. Vicki skyndte sig at skrive et svar.
”Det var mærkeligt, men sådan er livet. Af og til sker der ting, som kan virke mystiske, men som alligevel giver mening,” siger hun og fortæller, at hun også selv går i brevskriverens fodspor, når hun møder nogen, som hun bare med det samme fornemmer er særligt sensitive. Så skal det siges, hvis det på nogen måde kan mingeleres ind i samtalen. Og det kan det sagtens hos Vicki, der er god med ord.
Båse og billeder
For Vicki Berlin er mere og andet end bare den sjove pige, som mange danskere forbinder hende med at være.
Vicki er ud over at være uddannet skuespiller fra Holbergskolen også i gang som dialogforfatter på en animationsfilm (projektet er dog så nyt, at filmens titel endnu er en hemmelighed), og hun har været med på manuskriptet til Orla Frøsnapper, foruden at hun har skrevet adskillige revytekster. P.t. er hun også sammen med sin mand i gang med et filmmanuskript.
Men til trods for alt det bliver hun – stort set – kun castet til roller som den sjove pige.
”Det handler om båse og billeder. Om at nu er jeg sat i bås som hende med satiren og revyen. Jeg er låst i mit eget fag. Men jeg har også andre evner, og det er anstrengende kun at slå på en tangent, når man gerne vil spille på hele klaveret og for eksempel også have karakter-roller,” siger hun.
”Det er også ærgerligt, både for os skuespillere og for branchen, som bestemt ikke er modig, men som tværtimod stort set kun satser på det sikre – og de samme skuespillere hver gang. Men både skuespillerne selv, dansk teater og dansk film kunne nå så meget længere og bredere, hvis man kastede forsigtigheden over bord og turde satse. P.t. går der kunst og gode præstationer tabt, fordi man ikke satser både på nye skuespillere – og på at give os etablerede skuespillere nye roller,” mener Vicki og siger, at det er en kendt sag, at netop såkaldt sjove skuespillere faktisk ofte har netop det nærvær, som gør sig også i mere alvorlige roller.
Og nu får hun chancen lige om lidt. For i perioden 2. til 12. august skal hun spille en ond klovn i forestillingen Cirkus Psyshow – en morderisk vaudeville til Amfifestivalen på Bellahøj Friluftsscene i København.
”Det er sådan lidt en Romeo og Julie-historie, bare med to rivaliserende cirkusser, og jeg sagde ja med det samme, da de ringede, selvom manuskriptet ikke var færdigt. For her var muligheden for at vise noget andet. For jeg vil så gerne have de der karakter-roller, som jeg ved, at jeg kan spille. Men kan jeg ikke få dem af teatrene, så må jeg jo starte noget og skaffe dem selv, ligesom jeg gjorde det dengang, jeg ville være skuespiller,” slår Vicki fast.
For dengang levede hun imellem jobbene som skuespiller af at gøre rent, være kontrollør på Betty Nansen og Edison Teatret og alle mulige andre ting, som gav penge.
”Så det kender jeg til – og jeg er ikke bange for at bestille noget. Men jeg kunne aldrig drømme om at tage en anden uddannelse, for som det hedder ’at have noget at falde tilbage på’. For hvis man gør det, så ender det med, at man falder, og så bliver ens drømme aldrig opfyldt. Så hellere mase på, selvom det godt kan tage tid. Det tog mig for eksempel 11 år at komme ind i varmen som skuespiller – og nu er jeg så havnet i en bås, som jeg skal ud af. Men sådan er det,” siger Vicki Berlin.
Gåpåmod og giraffer
Det er derfor også let at se Vicki Berlin som en kvinde med gåpåmod, der kæmper for tingene – men sådan ser hun ikke altid på det selv.
”Nej, jeg opfatter egentlig slet ikke mig selv som værende særlig modig. Måske snarere tværtimod. For jeg kigger tit på dem af mine kollegaer, der fulde af selvtillid buser frem og siger: Her er jeg, og jeg drømmer om, at jeg havde noget af det samme mod. Men det har jeg ikke. Jeg er ikke sådan en løve, der bare farer frem og ejer hele scenen, når jeg træder ind. Jeg er mere en giraf, der lige står og skal fordøje det hele og egentlig bliver lidt overrasket, når de andre ser mig. Men jeg skal lære at være glad for at blive set – og være en giraf. For en giraf har jo overblik – og den får det hele med, både mens det sker og bagefter, præcis som jeg er god til at begejstres over minderne,” siger hun og fortæller, at det netop tit først er bagefter, at hun bliver glad og stolt over det, hun har lavet.
Men ikke mens det står på. Så er fokus på at gøre tingene rigtigt og godt, og så er det først, når hun læser om bedrifterne eller tænker over det langt senere, at det går op for hende, hvor fedt det egentlig var.
”Men selvom jeg skal være glad for at være den, jeg er, så ville jeg nu godt være bedre til OGSÅ at leve i nuet,” siger Vicki.
Og der er mange fine minder – fra barndommen og den tidlige ungdom i Espergærde hos de altid støttende forældre, der stadig bor i barndomshjemmet, og til de to ældre søskende, en bror og en søster, der ligesom Vicki blev matematiske studenter. Fra ungdomsskuespilskolen tæt ved hjemmet, hvor hun fandt ud af, at det var skuespiller, som hun skulle være, over til ungdommens liv på først Frederiksberg og siden Valby. Og endelig til nutiden i huset i Hvidovre, hvor hun bor sammen med manden Nikolaj Tarp og de tre hunde, bassethunden Walter på syv år og de to ruhårede miniature -gravhunde Gustav på fem år og Fido på et år.
Og ja, det er den mand, som hun mødte, da hun skulle giftes med en anden – og ja, hun har valgt hunde til og børn fra – og det er der skrevet stolpe op og stolpe ned om mange gange, så derfor er det ikke særligt interessant længere. Heller ikke for Vicki, som nu har været gift med Nikolaj i syv år, og som elsker sine tre hunde så meget, at hun i april ved et besøg i udlandet gik ind i en kirke for at tænde et lys både for sin døde mormor, som hun stadig savner, og for hunden Gustav, som var syg dengang, men som i dag løber glad rundt i haven i Hvidovre.
Det overnaturlige
For Vicki er også troende. Ikke i den forstand, at hun beder til og tror på en gud. Men at der er mere mellem himmel og jord, er hun overbevist om – også fordi hun selv har oplevet det, endda flere gange.
Den første gang var for mange år siden på Fanø, hvor hun en aften var lige ved at falde i søvn på et hotelværelse, der var en del af en gammel gård. Det var et meget fint værelse, ja, faktisk en suite, og Vicki havde lige slukket for tv’et, da en pige i laset tøj og med vådt hår kom henimod hende, mens pigen udstødte nogle klagende lyde, inden hun pludselig forsvandt.
”Jeg blev simpelthen så megabange, at jeg sov med lyset tændt – og dagen efter skiftede jeg værelse. De havde nemlig også værelser i en mere moderne afdeling. De værelser var så meget små, men det var jeg ligeglad med. Bare jeg slap for at se pigen igen,” fortæller Vicki, der også forhørte sig hos personalet, om de vidste noget – eller om andre gæster havde fortalt om pigen på værelset. Men der var ingen, der kunne hjælpe, og med tiden har Vicki slået sig til tåls med det faktum, at der selvfølgelig har været piger, der gennem tiderne er druknet i Vesterhavet ud for Fanø, både lokale piger og piger fra skibe, der er forliste.
Men Fanø står ikke alene. I lejligheden i Valby, hvor Vicki boede, inden hun flyttede til Hvidovre, oplevede hun også noget uforklarligt, en dag hun kom hjem med varer, som lige skulle i køleskabet, inden hun skulle videre ud i byen. Cykelnøglerne blev derfor lagt på deres faste plads på kommoden, men da hun kommer ud fra køkkenet, er de væk, så Vicki må tage bussen. Og nøglerne kom aldrig frem igen – end ikke da Vicki flyttede.
”Jeg er sikker på, at nogen passede på mig dén dag,” siger Vicki og fortæller, at hendes sidste oplevelse kun er et par måneder gammel – og at den hænger godt sammen med det, som et medie har fortalt hende om, at spøgelser og ånder i dag bruger de elektroniske medier til at komme i kontakt med de levende.
”Det var, mens jeg lavede sommerrevy i Odense. Vi boede på Fyn i den periode, så det var oplagt at få malet gulvet herhjemme, mens hundene og ikke mindst deres poter var på Fyn. Så jeg tog hjem en dag, hvor vi ikke optrådte, malede gulv og gik i seng. Pludselig gik tv’et amok og skiftede mellem sort og hvid og sort og hvid igen – nonstop. Jeg kiggede efter, om jeg havde lagt mig på fjernbetjeningen, men den lå på natbordet, så det kunne ikke være den. Der var heller ikke signalfejl – og tv’et har virket lige siden,” siger hun og fortsætter:
”Så spurgte jeg ud i luften, om der var nogen. Ingen reaktion. Men så spurgte jeg, om det var nogen, der passede på mig, og så kom gråden helt nede fra maven. Jeg græd og græd og kunne ikke stoppe. Det var meget syret,” siger Vicki Berlin og fortæller, at hun ikke længere er bange for det overnaturlige, men mere nysgerrig på det.
”Det er spændende, og jeg er nærværende og forholder mig åbent til det – og derfor tror jeg også, at det kommer til mig,” siger hun.
Kirkerummet og mindfulness
Selv er Vicki ikke religiøs i en klassisk opfattelse af ordet. Hun tror på den ene side på karma, men ikke på en gud, og hun er hverken buddhist eller kristen. Alligevel er hun stadig medlem af folkekirken og går i kirke til jul. Det hører sig til og giver en god følelse, synes hun.
”Og nej, jeg beder heller ikke til en gud, men jeg elsker at sidde inde i et kirkerum og tænke på dem, som jeg har mistet, og mærke mig selv, og hvor jeg skal hen. Der er noget fredfyldt, nærmest mindfulness, i et kirkerum, som giver roen til at være sig selv og finde de svar, som man søger. Det er et skønt sted at gå hen og sætte sig. Og jeg går også ofte ind i en kirke eller andre religiøse bygninger, når jeg er ude at rejse,” fortæller hun.
For Vicki Berlin finder guldkorn i flere religioner, når de vel at mærke omfavner og er rummelige. For nok er hun ikke selv troende, men hun kender flere troende, både kristne og buddhister, og som hun slutter af med at sige:
”Det handler om, hvordan man har det med sig selv, og hvordan man behandler andre – og hvis det fungerer for dig med en religion, så fint for mig. What ever rocks your boat, som det hedder, så længe altså mission undgås. For nok er der ikke noget værre end arrogance og at blive ignoreret. Men jeg bryder mig ikke om folk, der missionerer, fordi de vil have, at jeg skal respektere deres tro. Men at de omvendt ikke vil respektere, at jeg ikke tror det samme som dem. Det er igen den med båsene, som vi puttes i – men som hæmmer os og vores ambitioner om at vokse som mennesker.”
Læs også vores interview med Cecilie Beck.
Interesserer du dig for alternativ behandling, så besøg vores søster-site www.behandlerguiden.dk, hvor du kan læse artikler om alternativ behandling, portrætter af behandlere og naturligvis finde en behandler, hvis man har behov for det.
